Tor Erling Naas: Abefjæs
Martin er vant til konstant at flytte. Der sker det samme hver gang. Så snart han har fået nye venner og der er ved at være ro på, flytter de igen. Sådan har det været lige siden hans far døde.
Der er ikke noget at sige til, at Martin syntes livet ikke er verdens sjoveste ting i verden. Efterhånden kommer han op at toppes med sin mor, hun vil ikke have han render rundt og laver graffiti. Martin er ligeglad. Han er endda begyndt at rode i sin mors skjulte gemmer. Her finder han en Minidisc-afspiller og sin fars musiksamling. Men samlingen gemmer mere end musik. Den rummer lyden af hans fars død. Lyde der vækker noget i Martin.
Snart tagger Martin ikke bare på skolens toiletter, pludselig kan han klatre som en abe og han spreder sin graffiti på byens mest utilgængelige mure. De nye evner både skræmmer og fascinerer ham. Hans selvtillid vokser og han får flere venner. Hvis det ikke var fordi, der venter ham et radikalt møde med fortiden – så havde han alle muligheder for at få en fed fremtid.
Hvad dette møde medfører, får du ikke engang af vide hvis du læser bogen, nej du må ivrigt vente til bog to i serien. Faktisk slog slutningen mig så meget ud af kurs, at jeg ikke fik anmeldt bogen, da den udkom ud i sommers – så måtte den jo bare frem igen da Jane, min redaktør, fik hevet mig tilstrækkeligt hårdt i ørerne.
Abefjæs er en benhård hybrid mellem tegneserie og bog – eller måske rettere sagt et skift mellem ren tegneserie og ren tekst. Både tekst og tegninger er rå og blottet for indpakning – det er en hård tuschstreg, med lækre støvede farver – hvor alle ser ud som om livet er op af bakke. Der er ikke strøet sukker på for at tække læsere eller forlag. Og det gør bogen til fed læsning for især drenge, der er på vej væk fra barndommen og har brug for noget at spejle deres frustration og vrede i.
Abefjæs, Tor Erling Naas, Illustreret af Sigbjørn Lilleeng, 249 sider, 2013, Turbine.