Ida Jessen nyeste bog Postkort til Annie er seks velskrevne noveller om det stille liv, der bliver uroligt. Denne uro synes nærmest at vokse gennem en lille frase, som vi kan kalde – hvad nu hvis! For er der ikke altid et lille – hvad nu hvis – man kan tage fat på i sit liv? Det er et uundgåeligt spørgsmål for personerne i bogen, og det åbner for en ormerede af spørgsmål, tvivl og usikkerhed. Det skaber gys/rod/uro/frustration i den ellers rolige hverdag hos de kvinder, vi møder i novellerne.

I bogens første novelle møder vi Tove, som er gift med Max. Sorgen efter tabet af en kær veninde, sidder dybt i hende og gør afstanden til hendes mand endnu tydeligere. Da vi møder hende, overvejer hun at forlade ham. “Hun tænkte på, at hun, hvis hun virkelig havde badet, ikke havde haft nogen at fortælle det til. Larna var død. Max ville havde opfattet det som simpelt praleri.” Toves sorg, gør behovet for ægtemandens trøst nødvendig, men i stedet for brager ensomheden gennem Tove, og giver mere larm end ro. Citatet illustrerer, hvordan Jessen meget fint indfanger den lille detalje i den store helhed. Hun kredser om de små fine detaljer i hverdagen, som netop gør, at den bliver hyggelig eller “uhyggelig”.

Helt bogstaveligt viser Ida Jessen det i novellerne December er en grusom måned og Mor og søn, hvor uhyggen bliver noget brutal. Symptomatisk for kvinderne i bogen er, at de hver især kæmper mod deres eget – hvad nu hvis. I titel-novellen bliver spørgsmålet ganske konkret, fordi hovedpersonen Mie, muligvis kunne have afværget en medborgers dødsfald.

Det er en enorm velskrevet bog, hvor sproget flyder nemt og ubesværet, og man bliver hurtigt fanget af personerne, deres omgivelser, relationer og dilemmaer. Bogens direkte, men ikke anmasende beskrivelse af kvinders bekymrede sind, berettes netop gennem dette evigt nagende spørgsmål om – hvad nu hvis.

Ida Jessen forstyrrer det stille med en uro, som kulde, der langsomt kryber ind under huden på en, til man ikke længere kan mærke sine tæer. Og selvom der både er mord, dødsfald og vold, så er bogen alligevel så rolig og rummelig, som den kun kan være, når man tager chok-effekten ud af den dramaet. Men hvor ligger dramaet egentligt? I selve hændelsen eller i det efterfølgende? Uhygge i hverdagen, eller at hverdagen bliver u-hyggelig? Jeg elsker novellegenren for dens direkte facon, men Ida Jessen giver den en – ja, skal vi kalde det en mere indirekte udformning, og jeg er forelsket på ny både i generen og i bogen.

Ida Jessen, Postkort til Annie, August 2013, 224 sider, Gyldendal.