Gyldendal har siden maj 2012 genudgivet en række klassikere og denne gang er turen kommet til en pensumfavorit af rang nemlig Martin A. Hansens Løgneren. Den udkommer med nyt forord ved den danske dramatiker og skuespiller Jens Albinus (kendt fra tv-serien Ørnen). Oprindeligt er Løgneren skrevet som en radioroman på opfordring af Statsradiofonien og blev læst højt over 12 søndage af skuespilleren Poul Kern. Siden da er den både udgivet som føljeton i Berlinske Aftenavis og blevet filmatiseret med Frits Helmuth i hovedrollen.

Løgneren er skrevet i dagbogsform, hvor jeg-fortælleren er den 40 årige Johannes Vig, der bekender sit ”inderste” til den opdigtede læser Nathanael (en med rent hjerte – hvor godtroende er du kære læser, overfor en dagbog af en JohanneS vig).

Handlingen udspiller sig i et efterkrigsramt Danmark på den lille ø Sandø, hvor Johannes er skolelærer og degn. Det er egentligt ikke fordi, der sker de store ting på dette lille muldvarpeskud i havet. Og så alligevel! For bogen er langt fra bare en optegnelse over den lidt for ”selvfede”, alkohol- og pigeglade skolelærers relationer og øvrige gang på øen. Kærligheden både blomster og stritter imod, ligesom livet i det hele taget. For hvad sker der, når isen bryder op og Annemaris kæreste Oluf vender tilbage for at finde hende i armene på en anden? Og hvad med denne Rigmor? Symptomatisk for hele bogen er, at naturbeskrivelser, såvel den menneskelige som øens, er et billede på, hvordan naturen (eller man kunne måske dristige sig til at sige skæbnen) bryder ind i personernes liv. Jooo, der sker helt sikkert en masse i hvert fald i hovedet på den kære Johannes.

Det er ikke underligt, at bogen ofte bliver brugt som skoleeksempel på diverse litterære metoder og teknikker og et utal af temaer. Med bogens bastante natursymbolik, en eftertænksom eksistentialistisk tone, den interessante fortællerinstans m.m. kan man grave sig dybt ned i denne romans mange forskellige facetter. Man må ikke mindst tage romanens titel og de mange litterærhenvisninger i betragtning, som ud over at sætte romanen ind i en litteraturhistorisk kontekst, også fremstiller den som et litterært eksperiment, der sætter spot på kunsten at fortælle en god historie – digterens kald.

Med en så tungt læsset bog må jeg indrømme, at jeg nogle gange måtte anstrenge mig lidt. Nogle bøger læser nærmest sig selv, men man vil ligesom gerne have det hele med i denne bog (det får jeg nok aldrig), og det kræver en indsats. Fysisk fylder bogen ikke meget, men det gør den til gengæld i bevistheden efter endt læsning.

Martin A. Hansen, Løgneren, Gyldendal, 192 sider, Genoptryk Juni 2013.