Generation X har også søskende. Og det er netop de ukendte søskende, som Coupland tog under behandling i sin fortælling om den moderne Eleanor Rigby.

De smarte, rige, globaliserede jetsettere fik deres navn af den canadiske forfattere, da han skrev kultromanen “Generation X” i 1994. 10 år senere kaster han sig over Liz Dunn. En 36-årig overvægtig, venneløs kvinde, der bor alene i en mistrøstig lejlighed i en kedelig by i kedelige Canada.

Bogen er Liz’ fortælling. I første person. Og ganske som var det fortalt til en båndoptager (for Liz Dunn har ingen venner at fortælle sin historie til), så springes der i tid og rum. Men bogen tager sin begyndelse, da Liz skal have foretaget en smertefuld tandoperation. Hun har fyldt op med tyggevenlig junkfood og en masse tudefilm, og er egentlig parat til at synke hen i endnu en kedelig aften, hvor hun vil sidde og have ondt af sig selv og sin ensomhed.

Men så dukker en ung mand ved navn Jeremy pludselig op og fortæller, at han er hendes søn. Den slags har man hørt om ske for mænd, men sjældent for kvinder.

Jeremy er da også resultatet af en kaotisk studietur til Rom, hvor Liz i sin første – og sidste – megabrandert møder en østrigsk dreng på taget af et diskotek. Resultatet af dette møde blev bortadopteret sekunderne efter han havde forladt sin mors livmoder, og er opvokset hos elleve forskellige plejefamilier, der har ødelagt på hver deres måde.

Jeremy er ramt af dissemineret sklerose, men den fatale sygdom har ikke taget hans optimisme og gåpåmod fra ham. Og netop mødet med sin diametrale modsætning i skikkelse af hendes eget kød og blod vækker erindringer, følelser og drømme, som Liz Dunn aldrig har turdet have. I sin selvudslettelsesiver har Liz Dunn glemt sig selv, og hun har på næsten camusk vis tvunget sig selv til at begå (selv)mord på sit egentlige jeg, elegant illustreret gennem bogens titel, der er fornavnet på hendes virtuelle alterego, hendes e-mail-adresse og altså ikke blot en slet skjult allusion til Beatles-klassikeren om den ensomme ms. Rigby.

Couplands fortælling om Liz Dunn lægger sig i naturlig forlængelse af hans tidligere værker, men den vittige og interessante stil, som han opdyrkede i “Generation X” og forfinede i Shampoo Planet m.fl. får vi desværre kun punktvise eksempler på, eksempelvis i hans indledende beskrivelse af Liz Dunn:

Jeg hedder Liz Dunn. Jeg har aldrig været gift, jeg er højrehåndet, og mit hår er kraftigt rødt og krøller af sig selv. Enten snorker jeg, eller også snorker jeg ikke – der har aldrig været nogen, der har kunnet fortælle mig det.
Denne verdens Liz Dunn’er plejer at blive gift, og 23 måneder efter deres bryllup og deres første barns fødsel skaffer de sig fornuftige frisurer, der ikke kræver megen vedligeholdelse, og som de kan beholde altid. Liz Dunn’er tager kruser i at bage croissanter, og de vil hellere tygge på fodbolde end nægte deres børn at få mysli. De har ét stykke sexlegetøj plus én fantasi om en cowboy, der ledsager bruge af det. Nej, ikke en cowboy – snarere en fyr, som lægger gulve – dyre designergulve med indbyggede boblebade med mange vandhaner… Jeg er en forræder mod mit navn: Jeg er hverken munter eller huslig. Jeg er trist, gnaven og venneløs. Jeg fylder mine dage med at kæmpe en evig kamp for at opretholde min værdighed. Ensomheden er min forbandelse.

Mere præcist bliver det næsten ikke, og det er Coupland, når han er bedst. Desværre er der for langt mellem snapsene, og selvom Jeremy er en klassisk Coupland-maniac, som roder rundt i det normale – i “plejer” – så er det ikke nok. Fortællingen er for løs, og overraskelserne for små til at drive historien frem.

Så “Eleanor Rigby” skal læses for de skæve portrætter af nogle skæve, men helt almindelige personer, som formår at formulere nogle af hverdagens vigtigste problemer på en finurlig måde. Og det er nok en god idé, hvis man var begejstret for nogle af hans tidligere værker, før man kaster sig over denne.

Douglas Coupland: Eleanor Rigby, Borgens Forlag, 2004