Eoin Colfer: Artemis Fowl
D’arvit! Hvis du kender til Artemis Fowls fantastiske univers, vil du vide at du netop har læst et benhårdt bandeord. Et ord der ofte udslynges af feen Holly, når den onde Opal Koboi skal til at ødelægge verden – hvilket sker ikke så få gange i løbet af seriens otte bøger.
I de første bøger er Artemis Fowl et kriminelt barnegeni og alt andet end en helt. En dreng der har en stor familieformue og en bodyguard ved navn Butler til at gøre alt det beskidte arbejde. Artemis har meget få bagtanker, da han kidnapper feen Holly i første bog og tvinger feerne til at udbetale store mængder guld i løsepenge. Langsomt går det op for ham at feerne, der lever i landflygtighed i kæmpebyer under jorden, har større værdier end guld.
Teknologisk er de milevidt foran menneskene og med kentaueren Foaly som teknisk geni, bliver der for hver bog udviklet ny teknologi. Den onde fe Opal Koboi er dog mindst lige så genial som Foaly, bare fuldstændig uden skrupler, når hun blander teknologi og magi til dødbringende våben og i modsætning til Foaly er hendes mål ikke at hjælpe, men at overtage feernes verden. Så i bog 2 må feerne alliere sig med Artemis Fowl for at have en chance for at slippe helskindet fra kampen. Artemis indblanden har dog sin pris, for i bog 3 stjæler, modificerer og videresælger han fe-teknologi i form af en supercomputer. Han finder dog hurtigt ud af, at den geniale fe-teknologi i de forkerte menneskehænder kan have frygtelige konsekvenser for mennesker og feer. Supercomputeren ender selvfølgeligt i hænderne på en skruppelløs forretningsmand og Artemis må bide i det sure æble og få den modvillige Holly til at hjælpe sig med at skaffe den tilbage.
Fjendskabet mellem Holly og Artemis ændrer sig langsomt og hun har det ikke helt godt med at slette hans hukommelse i slutningen af bog 3. Sletningen af hukommelsen viser sig i bog 4 at være en dårlig ide. Feerne har igen brug for Artemis til at overvinde Opal Koboi. Heldigvis havde Artemis taget højde for hukommelsessletningen og udstyret seriens sande antihelt dværgen Smulder Muldwerfer, med en amulet der kan genskabe hans hukommelse. Ikke nok med det, så viser det sig, at de for at klare skærene er nødt til at stole på den tyvagtige dværg, der med sin kæmpemund, både kan udslynge dårlige jokes og æde sig igennem alle jordarter og udspy dem fra den anden ende med ødelæggende effekt.
Der er dog mere mellem himmel og jord end mennesker, feer og dværge med tendenser til ophobet tarmluft. I bog 5 viser det sig at endnu en ferace er på vej til at krydse klinger med Artemis. Dæmonerne er fanget i tidens dyb, men er på vej tilbage til nutiden. Og det viser sig, at den umiddelbart svageligste dæmon, ved navn Nr.1 er deres eneste chance for at sammenstødet mellem fortid og nutid ikke ender i ødelæggelse og afsløring af det hemmelige ferige.
Nr. 1´s magiske evner viser sig at være helt uvurderlige i bog 6, da Artemis´ mor får en sær sygdom, der tvinger Artemis til at rejse tilbage i tiden og stjæle kuren fra sin hidtil mest durkdrevne fjende – nemlig en yngre udgave af sig selv. Mødet med den yngre udgave af sig selv er med til at skubbe Artemis væk fra sin kriminelle løbebane og han beslutter sig i bog 7 for at bruge sine evner til at redde jorden fra økologisk undergang. Men skiftet har bare den konsekvens, at han bliver sindssyg og udvikler en personlighed, der opfører sig som en parodi på en ægte helt. Det er selvfølgelig langt fra optimalt, når feerne har brug for en, der er mere udspekuleret end den morderiske bagmand, der truer med at udslette det undersøiske Atlantis.
I bog 8 er Opal Koboi blevet fuldstændigt vanvittig og har lagt en plan, der vil give hende guddommelige kræfter og give hende nøglen til at genopvække udøde fekriger og udslette menneskeheden. Verdens chance for overlevelse hviler på Artemis evne til at udtænke et genialt modtræk, hvor de vigtigste ingredienser er en lille kamplysten fe, en to meter høj bodyguard og en peristaltiske udfordret dværg.
Jeg kan med det samme sige, at det i den sidste bog ikke er nok at være genial. Artemis må være parat til at betale den højeste pris.
Hvis du syntes det er kedeligt med en lang opremsning af bøgernes indhold, så forstår jeg dig godt, men bare vent til du går i gang med at læse. For sjældent har jeg oplevet, at hver bog i en serie formår at komme op i øverste actiongear i løbet af de første kapitler og holde den bogen ud – uden at tabe spændingen undervejs. Det lykkedes kun fordi forfatteren Eoin Colfer springer smidigt mellem indersiden af hovedet på alt fra ildkastende gobliner til sultne kæmpeblæksprutter og krydrer det med solide doser af humor – der formår at balancere på den fine linje mellem pinlig pruttehumor og skarp ironi. Bag den fræsende action og klukkende humor, ligger et spor af medmenneskelighed, der viser Artemis Fowls udvikling. Han finder ud af, at han hos feerne finder ting, der er vigtigere end guld og teknologi. Nemlig venskab. Artemis Fowl ændrer sig langsomt fra at være selvcentreret til at tænke på andre end sig selv – en ændring der håndteres imponerende – fordi der skal så lidt til før den slags bliver kvalmende.
Så hop med på vognen og følg Artemis Fowls vilde eventyr – i tryg forvisning om, at han aldrig helt holder op med at være en selvoptaget nørd.
Mens du læser bøgerne vil du opdage, at der i bunden af hver side står en tekst skrevet med feernes alfabet (i enkelte af bøgerne er det dog andre koder). Hvis du går på nettet kan du finde en nøgle til at oversætte fe alfabetet. Og ja, hver bog har en kodet besked til den ihærdige læser.
Eoin Colfer: Artemis Fowl, Bind 1-8, Carlsen, Sider 300 til sider 370 afhængigt af bog.