Nobels Testamente er den sjette bog i serien om journalisten Annika Bengtzon, og nye læsere kan IKKE stå på her – og gamle fans behøver ikke glæde sig på forhånd. Det er desværre ikke nogen ret god bog.

Og det er lidt af en skam, for denne blogger er ikke hoppet på “der er en million, der kan skrive som Liza Marklund”-bølgen.

Femikrimien går sin sejrsgang i norden i disse år, og dronningen af dem alle er Liza Marklund. Hendes krimier med den kvindelige journalist, der bliver presset af både mordgåder, familieliv og tåbelige chefer var i mine øjne nyskabende og interessante, da de kom frem.

Her var for en gangs skyld en heltinde, man kunne identificere sig med, fordi hun ved siden af sit spændende job skulle have alt det andet til at gå op – alt det, mandlige krimi-helte og -antihelte aldrig behøver at spekulere på.

Desværre har Liza Marklund og Annika Bengtzon tabt pusten, og sjette bind i serien har reduceret heltinden til en emsig lille idiot, der hverken har fortjent sin mand, sit arbejde eller at færdes blandt almindelige mennesker – hun truer for eksempel et lille barn på livet.

Historien burde ellers være interessant nok. Et drama om Nobelkomiteen, de prestigefyldte priser og den internationale medicinske forskning. Desværre løfter historien – modsat de tidligere bind i serien – sig aldrig over det banale. For det første er personerne papirstynde og usympatiske. Og vel at mærke ikke på den spændende “jeg har to venner i livet, min pistol og min whiskey” måde, men bare som “hold da op, hvor gider jeg ikke læse mere om den sæk”.

Jeg kan ikke sige hvad fejlen er, for mange (anti)helte har gennem tiderne beholdt min sympati selv når de teede sig og skabte død og ulykke. Måske er det bare, fordi det bliver så uendeligt banalt?

Eller også er det sproget: de putter og stopper hele tiden alting alle steder hen. Jeg ved ikke, om det er en dårlig oversættelse eller om Liza Marklund bare har haft for travlt med at afslutte bogen, men jeg husker ikke sproget i de andre bind som så jammerligt.

Skurkinden er iøvrigt mere utroværdig end de onde i Marvels tegneserier og hendes tilnavn – Kattekillingen – er kun pinagtigt.

Nobels Testamente lægger op til et bind to, der er udkommet. Jeg skal da nok få det læst, på et tidspunkt, men det er ikke just en bog, der står på min ønskeseddel til jul.

Liza Marklund: Nobels Testamente. Fremad (men læst i bogklubudgave), 2006, 508 sider.