Det er 200 år siden at en af litteraturens største mestre indenfor Gotisk fiktion blev født og det skal selvfølgelig fejres. Det er selvfølgelig Edgar Allan Poe der skal fejres, og en af måderne han skal fejres på er ved en dansk hyldest til hans forfatterskab. 

Det er gjort ved at forlaget 2 Feet entertainment har engageret fire danske gyserforfattere, A. M. Vedsø Olesen, Steen Langstrup, Rikke Schubart og Patrick Leis, til at komme med hver deres hyldest til mesteren ved at tage afsæt i en af Poes egne noveller som inspiration. For det første må jeg sige at tage udgangspunkt i en af Poes noveller er både modigt og dumdristigt, for man vil unægteligt blive sammenlignet, målt og vejet, og der er ingen i denne bog der kan hamle op med Edgar Allan Poe. Men det er faktisk heller ikke formålet, da det jo her drejer sig om en hyldest og så vidt er det jo godt nok.

Som nævnt har vi at gøre her med fire historier der hver i sær tager afsæt i en forvejen kendt novelle af Edgar Allan Poe, som en hyldest til manden. Det er for hver af de fire forfattere grebet an på hver sin måde. Der er to af novellerne der skiller sig ud af de fire, den ene fordi den er bedre, den anden fordi den decideret er dårligere og rodet.

 Både A. M. Vedsø Olsen og Patrick Leis har begået to ganske gode gysernoveller. Vedsø Olsen har dannet hans historie ”Orkestergraven” over ”Hjertet, der sladrede” og Leis har taget hans ”opløsning” over ”Usher’s Fald”. Leis er især interessant fordi han faktisk bygger videre på den originale ved at lade de originale karakterer, Roderick og Madeline, være en del af historien i noget omskrevet version.  Begge historier er medrivende nok og forståelsen, inspirationen og respekten for Edgar Allan Poe kan tydeligt læses.

Det samme kan dog ikke siges om ”Ormekur” af Rikke Schubart. Schubarts inspiration har været ”Berenice” og selvom jeg må erkende at jeg ikke har læst den novelle, så rokker det ikke ved det faktum at ”Ormekur” er en rodet affære uden nogen gennemskuelig mening. Hvor de to førstnævnte forfattere har formået at skabe en aura af Poes storhed, så føles Schubarts hyldest mest af alt som et studentikost forsøg på at skabe mystik.

Det gør Steen Langstrup til gengæld ikke. Som den eneste af de fire forfattere har han formået at gøre hans historie nutidig og i hans ”Metro” formår han at fremhæve den københavnske Metro som et makabert og mystisk moderne gotisk sted, som selv Poe ville kunne finde inspiration i. Langstups inspiration har været ”William Wilson”, en fortælling om en dobbeltgænger og Langstrup gør den både til en hyldest men samtidigt også til en historie der forgår i dag, og det gør ”Metro” til den mest spændende af de fire hyldester.

 Samlet er ”POE – Fire makabre hyldester” ikke noget stort værk, men set som en hyldest er samlingen ganske underholdende. Det er ikke på fod med Poes egne værker, men det kan man heller ikke forlange. Med  ”POE – Fire makabre hyldester” får du en god omgang uhygge og det er jo det det handler om når vi snakker om Poe. 

Vedsø Olesen, Leis, Langstrup og Schubart: POE – Fire makabre hyldester, 2 Feet Entertainment, 112 sider