i 1768 satte Kaptajn Cook ud med skibet Endeavour 1768 for at sejle jorden rundt – og blandt andet besøge Tahiti.

I 1831 rejse Beagle, med blandt andet Charles Darwin ombord, afsted på et togt der ledte forbi Galapagosøerne.

I mellem de to begivenheder, som skulle kaste lange skygger ind i den videnskabelige verden, oplevede Europa et kvantespring indenfor næsten samtlige videnskabelige discipliner. I én vild, sagnomspunden og uregerlig periode præget af nationalistisk konkurrence og tilfældigheder blev grundsten lagt, hevet op igen og lagt igen.

Var electricitet grundlaget for liv? Hvad med gud? Hvor gammel var jorden egentligt? Hvad er distancen til de nærmeste stjerner? Hvor mange planeter findes der egentligt i solsystemet? Og hvordan lever folk uden for vores umiddelbare kulturkreds egentligt?

De spørgsmål stillede pionererne 1700- og 1800-tallet sig og det er den historie som Richard Holmes veloplagt fortæller. Først gennem adelsmanden Joseph Banks, som skulle studere botanik ombord på Endueavour, men som endte som en verdens første antropologer med omfattende studier på Tahiti – ikke mindst af øens kvinder, langt fra det mere dydige London.

Dernæst gennem historien om (amatør)astronomen William Herschel, som om dagen underviste i musik og om natten byggede sine egne teleskoper – og endte med at opdage Uranus.

Mest interessant for læseren af videnskabshistorie er Richard Holmes understregning af, at den ensomme geniale forsker er en kontruktion fra den romantiske periode. Lige som i dag hvor boghandlerne flyder over med portrætter af ikoniske erhvervsledere, fodboldspillere hvis selvbiografi udgives inden de er 30 og politikere der ønsker at minde eftertiden om at de var med da det skete – så passede billedet af den ensomme forsker på sit mørke kammer perfekt ind i romantikken. Men forskning er hårdt arbejde – og det at stå på skuldrene af sine forgængeres arbejde – og meget sjældent åbenbares indsigten med ét. Hvad også Richard Holmes understreger med historien om at myten om Newton og æblet første gang blev fortalt efter hans Newtons død.

Astronomen Herschel troede også først at Uranus var en komet, brugte en del af sin tid på at argumentere for at månens kratere var skabt af månens beboere (!) og en masse andre forestillinger som passede ind i tiden. Eftertiden har nådigt glemt meget vrøvl – men uden den basis og det feedback fra samtiden ville der ikke være samme videnskabsmand til at skabe de, ofte meget færre, rigtige pointer.

Alene på grund af den pointe er “The Age of Wonder – How the romantic generation discovered the beauty and terror of science” værd at læse. Den er ikke så morsomt skrevet som “En kort historie om næsten alt” af Bill Bryson, som tager et mere generelt overblik over naturvidenskabens landvindinger og hvordan erkendelserne opstod, men vinder til gengæld på detaljen.

Richard Holmes, The Age of Wonder, Harper Press, 2008, 530 sider.