// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Britt Tippins: Der er ingen steder at græde her
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Britt Tippins: Der er ingen steder at græde her

Skrevet af den 27. september 2012 – 07:32Ingen kommentarer

I min familie, i min vennekreds og på min arbejdsplads er der kvinder som er eller har været ufrivilligt barnløse og som derfor har været igennem fertilitetsbehandling. Som tilskuer har jeg set hvor barsk og opslidende en proces det ofte er med ventetid, undersøgelser, behandlingsforsøg, hormonpåvirkninger og usikkerheden om hvorvidt de nogensinde når i mål.

Den aktuelle bog Der er ingen steder at græde her har netop temaerne problemer med forplantning og fertilitetsbehandling som udgangspunkt, og jeg havde derfor en forventning om at blive klogere på de tanker og følelser, der rører sig i de par, der er igennem et sådant forløb. Den forventning blev dog ikke indfriet. Bogens emner peger i for mange retninger, og jeg fik slet ikke hovedpersonen Maria ind under huden, selvom vi hører om hendes humørsvingninger, bristede håb, hormonpåvirkninger og hendes fravalg af kaffe og alkohol.

Overordnet handler bogen om Maria og Peter, som bor sammen i et gammelt hus på landet på Sjælland sammen med deres søn Matthias og Peters ældre far. Maria og Peter havde kun været sammen i ½ år, da Maria blev gravid med Matthias. Da han fylder 5 år, beslutter de sig for at få endnu et barn. Det går bare langt fra så nemt denne gang. Efter et års tid på den gammeldags måde starter de på fertilitetsbehandling, som fortsætter de næste godt 4 år uden resultat.

Forholdet mellem Maria og Peter skranter, og de er så absolut kun sammen, når hun har ægløsning. Hun rejser en dag på forretningsrejse til Esbjerg og mon ikke læseren af denne anmeldelse kan gætte hvad der sker i Esbjerg, når mørket falder på? Bingo! Hun møder en flot og charmerende fyr og får en skøn nat med ham på hotellet. Problemet er bare at plottet her er for forudsigeligt.

Derudover rummer bogen bihistorier om Marias forældre, der mistede livet, da de kørte galt under en ferie sydpå, kun en måned efter at hendes far havde fået konstateret kræft og hendes mor havde tegnet en dyr livsforsikring. Der er formentlig tale om kollektivt selvmord. Når en forfatter vælger at bringe bihistorier bliver tråden taget op senere, men her sidder man som læser og tænker, “og hva´så?”.

Livskriser, parforholdskriser og midtvejskriser – det er ofte brugt stof i romaner. Derfor er det anderledes og godt tænkt at bringe barnløshed ind som gennemgående tema. Problemet er bare at bogen ikke holder fokus i det omfang, der må til, hvis man som læser skal kunne føle med Maria og hendes udfordringer.

Britt Tippins, Der er ingen steder at græde her, 237 sider, August 2012, People´sPress.

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.