Hans Fallada var en litterær stjerne i Tyskland før 2. Verdenskrig. Det skyldtes primært den socialrealistiske ”Lille mand, hvad nu” om forholdene i Tyskland efter 1. Verdenskrig.

Men han var også kontroversiel på grund af et voldsomt alkohol- og narkotikamisbrug og et stort forbrug af kvinder. Han klarede sig gennem 2. Verdenskrig og havnede i Østtyskland, hvor kommunisterne i Det Socialistiske Enhedsparti så et potentiale i den berømte forfatter. Der var brug for opbyggelige fortællinger og tyske, antifascistiske helte.

Det fandt man i Otto og Elise Hampel, et helt almindeligt arbejderægtepar. Elises bror blev dræbt i Frankrig, og det udløste et selvdestruktivt raseri mod nazisterne. Ægteparret reagerede med civil ulydighed og masseproducerede postkort med opfordringer til at protestere og modarbejde de nazistiske magthavere. Kortene blev lagt i trappeopgange rundt om i byen. Det kan lyde som en lidt pudselig protest, men ægteparrets aktion udløste en storstilet jagt på synderne. Og det lykkedes da også for Gestapo at fange dem til sidst.

Fallada var bestemt ikke begejstret for at blive spændt for den kommunistiske propaganda, men efter at have studeret materiale og sagsakter om ægteparret og retssagen mod dem, kastede han sig over arbejdet. På kun en måneds tid skrev han den tragiske og uhyggelige historie. Tre uger efter, at manuskriptet blev afleveret, døde han. Kommunisterne redigerede teksten, så romanen tjente sit formål bedst muligt, og der skulle gå 55 år, før det oprindelige manuskript dukker op. Nu har vi det på dansk, og det fortjener Art People stor ros for.

Portrættet af ægteparret, det bundrådne nazistiske styre og de mange almindelige og passive borgere er både rystende, elegant og morsomt skrevet. Der er en sort galgenhumoristisk klang i beskrivelsen af en by og dens borgere i konstant frygt. Hvem hører hvad, hvem stikker mig eller min familie til Gestapo, hvordan sikrer jeg mig bedst? Paranoiaen råder, og får næsten alle til at se den anden vej og ignorere nazisternes mange ugerninger. Men ikke ægteparret Hampel, som måtte lade livet for deres stille protest skrevet på cirka 200 postkort.

Hans Fallada, Alene i Berlin, 686 sider, ArtPeople / Peoples Press, Oversat af Jacob Jonia, 2012.