Inger Wolf: Ondt vand
Ondt vand er en pageturner af en feriekrimi! I en stendynge nær en gård uden for Århus, hvor et ældre ægtepar bor, bliver der fundet to lig. De er begge kvinder, men det er tydeligt, at de ikke har været slået ihjel samtidig. Nær findestedet er der stearinlys og den ene kvinde er dekoreret med bogstavet Y. Har det ældre ægtepar noget med drabene at gøre? Og hvad betyder det mystiske Y?
Politikommisær Daniel Trokic, som Inger Wolf fans kender fra de fire første i krimirækken med Trokic i hovedrollen, bliver sat til at lede efterforskningen. Der er ganske lidt fokus på politifolkene ved Østjyllands Politis privatliv og i stedet fokus på mistænkte, de dræbte og deres omgangskreds og det er fint.
Ondt vand er en psykologisk thriller, hvor vi allerede på side 1 møder ondskaben og bliver nysgerrige. Bogen starter nemlig med en kvinde, der kommer til sig selv, spærret inde i et kar under en træplade. Hun ved ikke, hvordan hun er endt der eller hvorfor, men hun er ikke alene i vandet.
På bedste krimivis lægges der spor ud, som læser afviser man den ene efter den anden mulige kandidat som morder, og spændingen stiger i takt med at flere kvinder forsvinder og bogen lakker mod enden. Vandet er ondt, det er der en ganske klam og ækel grund til, som du må læse dig til. Bogens forside giver et praj om hvad der engang skete og det er bestemt ikke for børn. Der trækkes tråde både til Afrika og Tyskland og til fortiden.
Hvis du har mod på en god mordgåde er Ondt vand bestemt et godt bud.
Inger Wolf, Ondt vand, Black Cat Edition, 315 sider, 2012.