Hold da op, sikke en tur! Med Christina Hesselholdts sidste bog i trilogien om Camilla og hendes venner (nu inklusiv en meget træt hest), får man en skøn rutsjetur gennem livets op- og nedture. Hvorfor siger jeg en rutsjetur, jo fordi hendes værk bevæger sig som en fyldende tankestrøm, hvor både humor og smerte sættes i sving.

Jeg har desværre ikke læst de to foregående værker (hvilket jeg helt sikkert vil gøre efter at have oplevet dette værk). Bogen er inddelt i 9 kapitler med forskellige fortællere; Alwilda, Alma, Edward og Camilla, som bærer størstedelen af fortællingen. Gennem Camilla lærer vi også både hendes mor og hendes eksmand Charles at kende, men i denne bog har de ikke selvstændige kapitler.

Der gøres op, renses ud, vurderes og genopleves i et væk gennem tilbageblik og en frygtelig masse tekststykker i parentes, som væver alle fortællerens associationer sammen til det opgør, hun er i færd med. Det bedste ved det hele er, at selvom der er guf for både anmeldere og universitets folk, så kan alle være med. Hesselholdt har nemlig en fortryllende evne til at gribe de nære, ja endda basale, banale og hverdagsagtige ting og gøre dem til stor kunst uden et tårnhøjt LIX-tal og kringlede litterære henvisninger, selvom der er plads til begge dele.

Det er tingenes verden, enkelte håndgribelige indgangsvinkler til komplicerede sammenhænge og følelser; koffeinpiller, en latinolover, et hus med en evig strøm af patienter, en hård orange klump, som engang har været en frakke, madrasser, Edwards hund, to skalpe og en fletning i en kommode og selvfølgelig en banesnegl af en galophest, for ellers kan man jo ikke komme op på hesten igen, vel.

Så afsted med dig i strakt galop til boghandleren for at erhverve dig Selvskabet gør op.

Christina Hesselholdt, Selskabet gør op, Rosinante, Maj 2012, 134 sider.