Umberto Ecos (forfatten til Rosens Navn) nye historiske roman Kirkegården i Prag er en skildring af 1800-tallets Europa svøbt i et dystert lys. Det er en konspirationsroman, som ikke holder sig tilbage, men giver den fuld gas med sammensværgelser, mord, mystik, forfalskninger og oprør. Den bliver bestemt ikke mindre interessant af, at alle personerne faktisk er autentiske på nær romanens hovedperson Simone Simonini.

Man kunne næppe forestille sig en mere udspekuleret personlighed end denne italiensk fødte hovedperson Simone Simonini, som på facaden lever et stille liv som marskandiser i Paris. Men man når ikke langt i bogen, før man fornemmer, at der er noget lunkent ved denne dobbeltspiller af en nådesløs mand, som lever af at forfalske dokumenter. Vi møder Simone i en tragisk stund, hvor han lider af hukommelsestab. Han begynder derfor at redegøre for hele sit livsforløb i dagbogsform. Det bliver startskuddet til en fortælling om, hvordan forskellige landes efterretningstjenester konspirerer mod andre lande, hvordan religiøse sekter, politiske grupper, forskellige sammensværgelser af militære eller ideologiske art konspirerer og indfiltrerer hinanden, og det bliver ikke mindst en fortælling om, hvordan frygt, pengeliderlighed, uvidenhed og magtsyge kan skabe syndebukke og had.

Bogen kræver, at læseren holder tungen lige i munden, for selvom det primært er en persons (hovedpersonens) liv, der trævles op, er det yderligere kompliceret ved, at han jo ikke husker særlig godt og faktisk er noget glemsom, hvilket man sagtens forstår med de ting, han har på samvittigheden (hvis han da har nogen). Han hjælpes derfor på vej med sine erindringer af den gejstlige Della Piccola, som får en markant rolle i dagbogen.

Bogen er en tematisering af forholdet mellem fakta og fiktion, mellem sandhed og løgn! Det er en kløgtig drejning af, hvordan falske og ondsindede rygter skaber undertrykkelse og had. Her har Umberto Eco taget udgangspunkt i de autentiske Zions Vises Protokoller. Efter sigende skulle protokollerne være optegnelserne over jødernes efterstræbelser på at overtage verdensherredømmet – et møde mellem højtstående jøder, som skulle have taget plads på – en kirkegård i Prag. Protokollerne er dog senere blevet bevist som falske, men det stoppede desværre ikke brugen eller troen på dem.

Kirkegården i Prag er både spændende og interessant, men har sine problemer i længden og det komplicerede handlingsforløb. Dette kommer sig i nogen grad af, at fortælleren er spaltet i helt op til tre fortællere (fire, hvis man tæller Eco selv med). Selvom det gør bogen noget kompleks, så understreger det på intelligent vis problematiseringen af virkelig og fantasi ved at pege på romangenren selv. Det understøtter forfatteren yderligere ved en vedholdende reference til Europas litteratur og forfattere. Umberto Eco giver et Europa, der synes at gemme fortidens ubehageligheder i en fuldendt illusion om globalisering, en overdrevet og morsom overhaling. Det mest overdrevet (tragiske) ved bogen er, at den bygger på faktiske hændelser og autentiske personer! Når virkelighed overgår fantasien.

Umberto Eco, Kirkegården i Prag, Maj 2012, Rosinante, 528 sider, Oversat af Lorens Juul Madsen.