Det ærgrer mig meget, at jeg ikke har fået læst Karel Čapek: “Krigen mod salamandrene” noget før. Og jeg ærgrer mig endnu mere over, at der ikke var nogle flere tyskere, der læste tjekkens bog, da den udkom tilbage i 1936.

Čapek beskriver nemlig næsten profetisk, hvordan det nazistiske samfund ville ødelægge verden og få det værste frem i menneskene. Det foregår dog på et alegorisk plan, men symbolikken er så tyk, at ingen kan tage fejl. Ja, nazisterne udnævnte ham lige frem til at være folkets fjende nr. 2 i Tjekkiet, men nåede ikke at gøre noget ved ham, før han døde i 1938, kort efter den såkaldte “München-aftale” blev indgået, og Tjekkiet blev indlemmet i nazi-Tyskland.

Historien handler om opdagelsen af en ny art kæmpe-salamandre, Andrias scheuchzeri, som i begyndelsen vækker frygt hos menneskene. Men menneskene opdager, at salamandrene er nyttige. De kan gøre alt det beskidte arbejde for dem. I begyndelsen samler de blot perler op fra havets bund, men den høje fertilitet betyder, at de hurtigt voksende og hurtigt lærende salamandre bliver taget i regeringernes tjeneste og bruges til at udvide landenes territorier ved at bygge kunstige øer og kontinenter til havs.

Efter et stykke tid begynder der at opstå kampe mellem salamandre og menneskene, men ingen lande vil stoppe med at give salamandrene våben.

Da salamandrene gør oprør bliver de ført an af “Den store Salamandre” (en åbenlys parodi på Hitler), og annoncerer, at de vil begynde at udslette jorden, fordi de har brug for mere vand til deres voksende befolkning.

Fortællingens ironi ligger naturligvis i, at salamandrene ikke selv kan fremstille de våben og eksplosiver, som er nødvendige for deres krig mod menneskene – dem får de naturligvis af de lande, som tror, de er allierede med salamandrene. Og det er de da også – lige indtil salamandrene ikke ønsker at være det længere.

I en passage forsøger de vestlige lande at indgå en aftale med salamandrene om, at de kan få lov til at ødelægge Kina, men som Čapek beskriver det, så kan man ikke lave aftaler med salamandre (eller nazister).

I slutningen er fortællingen er menneskeheden på randen af udryddelse, men ude af stand til at stoppe hverken salamandre eller deres egen trang til at bekæmpe sig selv.

Forfatterens eneste lyspunkt i den afsluttende dialog med sig selv er, at salamandrene overtager så meget af menneskenes dårlige karakter, at de også begynder at udrydde sig selv. Og måske – når den dag opstår – vil menneskeheden være i stand til at genskabe sig selv i et nyt og bedre billede.

Čapek var sci-fi-forfatter, før sci-fi blev opfundet. Han er nok mest berømt for at være ham, der opfandt ordet robot (hvor sejt er det ikke at have på cv’et?), men både stilistisk og fortælleteknisk er han faktisk væsentligt bedre i genren end mange af dem, der adskillge år senere opfandt den litterære blanding af videnskab og fitkion.

Čapek er dermed i samme båd som Aldous Huxley og George Orwell, der begge var mainstream-forfattere, der brugte sci-fi-motiver. Og Čapek gør det eminent.

Hans blanding af fortælling og “dokumentaristiske” kilder har dannet skole, men udnyttes ganske eminent i “Krigen mod salamandrene”. Han formår at undgå den klassiske fælde i sci-fi, hvor et overdrevent plot eller motiv let kan komme til at virke komisk, når det beskrives direkte. Men ved at lade kilden til fortællingen være avisudklip og dagbogsnotater formår Čapek at undgå dette på ganske elegant vis.

Krigen mod Salamandrene er både underholdende og uhyggelig. Men klart en læsning værd her mere end 70 år efter den udkom første gang.

Karel Čapek: Krigen mod salamandrene, 1936, Signet forlag. bibliotek.dk