// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Kevin Crafts: Æbleskiver
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Mad og drikke

Kevin Crafts: Æbleskiver

Skrevet af den 18. december 2011 – 10:14Ingen kommentarer

Hvorfor bruger man egentlig kun sin æbleskivepande én gang om året? Den gængse dansker vil nok svare, at det er fordi man kun spiser æbleskiver til jul, og det argument holder også stik for den gængse dansker. Der er jo ingen der spiser æbleskiver i maj. Men hvorfor er der så ingen der bruger æbleskivepanden til andet end den helt klassiske æbleskive? Hvad skulle man da ellers lave på en æbleskivepande end æbleskiver, vil svaret nok være. Ikke noget med nytænkning her, hvilket jeg personligt indtil nu har været helt ok med. Æbleskiver er æbleskiver, også selvom de ikke har noget med æbler at gøre.

Men hvis man som forfatteren til bogen her ikke er dansker, men amerikaner, kan man sagtens tænke lidt ud af boksen og se æbleskivens potentiale. Jeg er måske en lille smule stødt på min nationale stolthed over, at der skal en udlænding til at få mig til at tænke over, hvad man ellers kan gøre med æbleskivekonceptet. Men fejer man stoltheden til side, er der her masser af forslag til at peppe æbleskiven op og få brugt panden på andre tider af året end lige i december. Det gælder både i det søde køkken og i det salte.

Crafts starter med den traditionelle æbleskive og bevæger sig hen imod noget mere eksperimenterende. Her er chokoladeæbleskiver med flydende chokolade i midten, æbleskiver med citron og birkes, nogle med banan og rom, osv. Fra det salte køkken kan nævnes dem med røget laks og dild, med figen og røget skinke, osv. Her er rigeligt med forslag til at eksperimentere, så der er ingen grund til at gemme æbleskivepanden væk når julen er overstået.

Kevin Crafts: Æbleskiver, Forlaget Globe, 2011, 112 sider

Skriv en kommentar!

Du skal være logget på for at skrive en kommentar.