Når man sidder trygt i sin sofa herhjemme i Danmark og læser på tekst-tv at danske tropper har været involveret i hårde kampe mod taleban i Helmand-provinsen i Afghanistan, så kan man have svært ved at forstå hvad der gemmer sig bag ordene.

Men når man først har læst Kim Hundevadt’s “Imorgen angriber vi igen”, så har man et helt andet nært billede af hvad det er for forhold danskerne arbejder under i kampen mod terroristerne.

Bogen følger på allernærmeste hold “Hold 4” med meget detaljerede beskrivelser af de meget skarpe kamphandlinger, som holdet var involveret i – krydret med udtalelser og dagsbogsreferater fra de involverede soldater. Vi kommer helt tæt på når de unge soldatern græder, ryster af skræk og dør. Det er barsk læsning, men krig er som bekendt barskt. Der er dog også lyspunkter i Hold 4’s ophold i den barske Helmand-provins, og bogen giver et rigtig godt indtryk af det arbejde danskerne gør for at de almindelige afghanere kan få et nogenlunde fornuftigt liv, idet danskerne får fordrevet taleban væk fra den del af Helmand, som danskerne har ansvaret for.

Hundevadt skriver selv i indledningen at han er “embedded” journalist, der er indrulleret hos danskerne og ser virkeligheden ud fra danskernes perspektiv. “Imorgen angriber vi igen” er således ikke en kritisk analyse af den danske afghanistan-indsats, men mere en form for reportage fra den front hvor vi som nation er i krig. En reportage med fokus på de danske Jens’er og de strabadser de går igennem for at jage terroristerne på porten.

Den meget stærke titel på bogen hentyder til soldaterne på Hold 4’s indstilling. Selvom de lider store tab den ene dag, så er de ukuelige klar til kamp igen næste dage. En holdning som man ikke kan andet end tage hatten af for, hvilket Hundevadt også gør. Bogen er som nævnt ikke en kritisk analyse af den danske indsats, men mere en kærlig anerkendelse af soldaternes indsats. Og i et land, hvor vi ikke tager imod de hjemvendte fra fronten med store parader, men smugler dem ind i afsides liggende militærlufthavne og ikke har mindesmærke for de faldne, er det så afgjort på sin plads.

Bogen er rigt illustreret. Dels med Hundevadts billeder fra hans reportageture til Afghanistan, men også med soldaternes egne billeder – ofte taget umiddelbart før eller efter de dramatiske begivenheder.

Uanset hvad man personligt måtte mene om Danmarks militære tilstedeværelse i Afghanistan, så giver “Imorgen angriber vi igen” et fantastisk godt indtryk af hvad det er der driver de unge mænd og kvinder som vi sender derud i forreste skudlinje. Så det kan siges kort: Læs den.

Kim Hundevadt: Imorgen angriber vi igen. Politikens Forlag. 2008. 288 sider.