Det må være enhver debutants drøm, at New York Times’ anmelder skriver om ens bog: ”Den er så god, at jeg blev nødt til at læse den to gange udelukkende for at hitte ud af, hvordan det er lykkedes ham”. Og så er det vel heller ikke værst, at Brat Pitts produktionsselskab skynder sig at købe filmrettighederne. Drømmen gik i opfyldelse for 37-årige Tom Rachman, da han i 2010 udgav The Imperfectionists. Nu har vi den på dansk, og det er et brag af en roman.

Handlingen udspilles på en engelsksproget avis i Rom, grundlagt af en excentrisk amerikansk millionær for godt og vel 50 år siden. Avisens storhedstid er ved at rinde ud, de nye ejere kigger mere på bundlinjen end i avisens spalter, og internettet underminerer med ekspresfart avisens eksistens.

I 11 selvstændige historier følger man 11 personer med tilknytning til avisen. Der er nekrologskribenten, som kæmper for at være på forkant med døden og have portrætterne parat uden en alt for stor arbejdsindsats. Der er freelanceskribenten, som får sværere og sværere ved at få skrevet og solgt. Der er læsernes redaktør, som med hån og latterliggørelse udstiller de skribenter, der laver stavefejl eller formidler fejlagtige oplysninger. Der er krigskorrespondenten, redaktionssekretæren og den neurotiske læser, som bruger avisen til at skærme sig mod en stadig mere forvirrende og truende virkelighed. Hun har efter sin mands død insisteret på at læse hvert eneste ord i avisen og er efterhånden kommet mange år bagud. Avisen er hendes eneste kilde til viden, så da tvillingetårnene i USA styrter i grus, er hun knap nok ajour med Sovjetunionens opløsning.

Parallelt med de 11 fortællinger får man beretningen om avisens historie rent kronologisk, og kompositionen virker gennemført sikker. Flere af karaktererne er fastlåste og begrænses af deres drømme om egen storhed. Akkurat som avisen formår de ikke at bryde ud og udnytte de muligheder, som forandringer også skaber. Som avisen kæmper for sin overlevelse, kæmper personerne for deres selvværd, identitet, håb og drømme. Ingen af dem er perfekte.. De er forfængelige, nogle bygger deres liv på en løgn, nogle resignerer, mens andre kæmper videre. Der er ikke én af dem, der er ligegyldig. Man har lyst til at lære dem alle at kende og føler med dem. Det er romanens store bedrift.

”De uforsonlige” er humoristisk på en lavmælt og dybsindig måde. Rachman kan tegne portrætter med meget få ord. Man fornemmer eksempelvis redaktionssekretær Ruby Zagas ensomhed som en strøm gennem hendes historie. Og der bliver sat en fed streg under, da hun står på Peterspladsen i menneskemængden efter Pavens nytårsbøn. Her har hun et lille håb om, at et elskende par vil bede hende om at tage et billede af dem: ”Det elsker hun – at få lov til at være en del af deres fællesskab for en kort stund.. Men ingen spørger. To unge mexicanere foretrækker at fotografere sig selv”. Det lykkes hende dog meget elegant at få forpurret det unge pars idyl. Elegant af forfatteren for intentionen er på ingen måde, at læseren skal begræde hendes triste skæbne.

Tom Rachman kender bogens miljø indefra. Han har boet i Paris og været journalist for Associated Press og redaktør på International Herald Tribune. Hvis hans fremstilling af livet på en avisredaktion står til troende, er der ikke meget af den storhed og aura, der omgærder mange af de internationale medier. Men heldigvis kan journalisterne så vælge at kaste sig over noget nyt- romaner eksempelvis.

Tom Rachman, De ufuldkomne, Politikens Forlag, 320 sider, Oversat fra engelsk af Erik Barfoed, Oktober 2011.