Et eventyr fortælles af en lille dreng, der bor alene sammen med sin far. Han har ingen mor, han går ikke i skole og han er kun sammen med sin far. Eller også er han alene. Hans far er en fri sjæl uden fast arbejde, og de ejer kun de ting, de kan have med sig, hver gang de flytter. Og det gør de ofte. Eller snarere flygter. Men fra hvad ved den lille dreng ikke og det ved læseren heller ikke. Men døren bliver ikke åbnet, når der bankes på og nogen gange skal det gå stærkt, når de skal af sted.

Drengen og faren har et meget tæt forhold og de hygger sig sammen. Den lille dreng er meget loyal overfor sin far og ønsker at forstå ham og gøre ham glad og tilfreds og stolt, selvom tårerne ofte presser sig på og selvom han i virkeligheden nok mest af alt ønsker at være en helt normal dreng med en skoletaske, en cykel og legekammerater.

Et eventyr fører os ind i den lille drengs univers, hvor han fortæller, hvordan han længes efter at komme i rigtig skole, at han ikke bryder sig om at være alene og de tanker han gør sig om sin fars gøren og laden. Og vi følger den lille dreng ind i hans voksenliv og oplever, hvordan hans barndom har påvirket hans fremtid og hvilken betydning det har, hvad forældre videregiver til deres børn.

Bogen er utrolig gribende og den skildrer drengens liv og følelser så præcist, at man som læser får lyst til at hive drengen ud af bogen og give ham en stor krammer. Samtidig er stilen så subtil, at jeg paradoksalt nok flere gange følte behov for at læse den samme passage et par gange, for skete der virkelig lige det, jeg troede, der skete? Ja, det gjorde der.

Det er socialrealisme, når det er bedst. Og på den rigtig gode måde. Den rammer lige i mellemgulvet.

Jonas T. Bengtsson, Et eventyr, Rosinante, september 2011, 384 sider.