Kan en bog være vidunderlig og grusom på samme tid? Det lyder paradoksalt, men jeg sidder tilbage med en glæde over at have en læst skøn og livsbekræftende bog, samtidig med at jeg har været vidne til menneskers ufattelige ondskab.

Vi befinder os i 50’ernes USA. Familien Moses holder hvert år stort familietræf og familiens eneste datter Willadee pakker derfor sin familie sammen og drager af sted til den årlige begivenhed. Begivenheden får dog en tragisk start, der ryster op i familien på godt og på ondt.

Willadee bliver nødt til at blive hos familien og hendes tre børn, Swan, Noble og Bienville falder hurtigt til. Men de stifter også hurtigt bekendtskab med den mindre charmerende del af deres bedsteforældres landsbysamfund i Arkansas, og den sommer lærer de, at ikke alle mennesker vil hinanden det bedste, og at man ikke altid kan forvente et mirakel, selvom Gud burde være med en.

Bogen skildrer på fineste vis forskellen på mennesker. Der er dem, som er villige til at gøre alt for dem de elsker, og dem, som udelukkende fokuserer på egen vinding og anser andre menneskers liv for værdiløse. Samtidig kaster bogen lys over små samfunds selvjustits og hvordan man nogle steder tager loven i egen hånd og hvilke konsekvenser det kan få.

Dette er Jenny Wingfields debut og hun har skrevet en rigtig god bog, der udspiller sig i et filmisk univers med masser af sproglige finesser og beskrivende detaljer, der gør det til en virkelig god og autentisk læseoplevelse.

Jenny Wingfield, Da bunden faldt ud af himlen, Rosinante/Cicero, september 2011, 318 sider.