Nøgleromanen “Falske Stemmer” handler om en kvindelig partiformand for Arbejderpartiet, der netop som valgkampen skydes igang erfarer, at hun ikke vandt kampvalget om formandsposten ved helt ærlig vis. Hendes tro væbnere svindlede med stemmerne, og hun bliver nu afpresset penge for at afsløringen ikke skal sprænge som en bombe i valgkampen og smadre hendes drømme om statsministerkontoret.

Bogens hovedperson, partiformanden, ligner til forveksling Helle Thorning-Schmidt og det øvrige persongalleri ligner også rigtig meget ledende person i toppen af det kongelige danske socialdemokrati. Og det er ikke tilfældigt. Forfatteren har tidligere arbejdet som international sekretær på det socialdemokratiske partikontor gennem seks år. Man kan derfor ikke undgå at trække på smilebåndet af at netop en sekretær fra partikontoret er en af heltene i bogen. I sin egen ansættelse refererede hun til partisekretæren, som er chef for hele partikontoret. Og netop partisekretæren beskrives meget indgående i bogen som komplet uduelig og styret af den person i bogen, som minder ufatteligt meget om nu afdøde Svend Auken.

Personbeskrivelserne læner sig generelt så meget op af virkelighedens personer, at man ikke kan undgå at tolke det som Allarps mening om virkelighedens personer. Det er naturligvis med til at give bogen et ekstra skud salgsfremmende medieomtale, men Allarp brænder sandsynligvis også en del broer ved på den måde så direkte at udlevere sine tidligere kolleger og arbejdsgivere. Det er måske også en anelse for tykt, når den eneste ændring i forhold til virkeligheden, bortset fra navneskift, er, at Frank Jensen er blevet til en kvinde.

Når det er sagt, så skal det også slås fast, at der er tale om en ganske god bog, som sagtens kan bide skeer med Hanne Vibeke Holst’ Kronprinsessen, Kongemordet og Dronningeofferet. Modsat DR’s håbløse og dybt urealistiske søndags-tv-serie “Borgen” er der her tale om en fortælling med en realistisk handling skrevet af en person med et indgående kendskab til emnet. Hendes personbeskrivelser er ganske fornuftige og sproget er let og lige til med et glimt i øjet. Dialogerne fungerer også rigtig godt og plottet er godt skruet sammen, på trods af at tingene vendes lige én gang for meget på hovedet til sidst. En lidt flad afslutning, men det ændrer ikke ved det generelle billede af en gedigen fortælling, som den ellers femikrimi-kritiske anmelder slugte på to aftener.

Anne Sofie Allarp: Falske Stemmer. People’s Press. 2011. 384 sider. Udkommer tirsdag den 16. august.