Lars Martin Johansson skulle egentligt bare have haft en pølse, men ender i stedet besvimet over rattet med en hjerneblødning. Og da han vågner op på hospitalet vil kroppen ikke helt som han vil, personalet pakker ham ind i vat og når bedstevennen kommer på besøg, så presser tårerne sig på.

Det er helt ukendt territorium for en ældre hærdet, men pensioneret, chef for Rigskriminalpolitiet som Lars Martin Johansson. Men heldigvis præsenteres han få dage efter sin indlæggelse for en 25 år gammel, netop forældet, mordgåde hvor en lille pige blev voldtaget og kvalt.

Den gåde trækker trods alt i den lidt vrangvillige pensionerede drabschef, ikke mindst som en kærkommen lejlighed til at undgå alt for dybe overvejelser om sin egen dødelighed.

Så splittet mellem sin forkærlighed for store frokoster og så en snigende erkendelse af at alt ikke er helt som det burde være med helbredet kaster Lars Martin Johansson og hans omfattende netværk i det Stockholmske politi sig over den gamle mordgåde.

På trods af det alvorlige tema er Den døende detektiv en fornøjelig og fængslende fortælling der rummer både følsomme pædofile, et russisk børnehjemsbarn på jagt efter hævn og adskillige ældre politifolk der vil se retfærdigheden ske fyldes uanset, at sagen rent juridisk er forældet. Helt klart en af de bedste skandinaviske krimier jeg har læst de seneste par år.

Leif GW Persson, Den døende detektiv, Modtryk, 468 sider. Maj 2011.