Marcelo Krankl er privatdetektiv og bliver opsøgt af en smuk, ung kvinde, der mener at være på sporet af nogle ulovlige eksperimenter med et nyt middel mod diabetes. Hendes forskning hos insulingiganten Nord modarbejdes og nogen forsøger at slå hende ihjel. Sammen skal de forsøge at finde ud af, hvad der foregår, hvilket fører dem ud af Danmark til Argentina og Guatemala, hvor de kæmper mod kriminelle bandeorganisationer, der ikke skyr nogen midler, for at forhindre deres eftersøgning.

Blockbuster kaldes en krimi 2.0, hvilket vil sige, at den er en videreudvikling af krimigenren, hvor der er indført interaktive elementer, der inddrager læseren, bl.a. indgår der en ægte YouTube-video i handlingen, og nysgerrige læsere kan også forsøge at skrive til en e-mailadresse, der er med i handlingen.

Idéen med de interaktive elementer er god, og det samme er idéen med den meget virkelighedsnære historie. Men jeg bryder mig faktisk ikke om bogen. Sproget er grimt, og den konsekvente brug af bl.a. ordet perker er meget lidt klædeligt. Det bruges ikke i en negativ sammenhæng, hovedpersonen kalder sig det selv, men det beskriver meget godt den generelle smart i fart-sprogbrug, der karakteriserer bogen.

Desuden indeholder fortællingen nogle uvedkommende, halvfilosofiske passager, hvor velfærdsdanskere får en arrogant overhaling og beskrives som ensporede middelklassemennesker med overenskomster, pensionsopsparinger og forsikringer og disse noget højtragende iagttagelser er ikke ret interessante at læse.

Forfatteren har udtalt, at Blockbuster er en blanding af drengerøvsroman og litterær krimi med både højdramatisk ramasjang og intellektuelle dybder. Der er lige i overkanten drengerøvs-ramasjang og de intellektuelle dybder er ikke ret dybe, og den ellers aktuelle historie om erhvervslivets beskidte metoder drukner noget i ovennævnte.

Rune Stefansson, Blockbuster, Byens forlag, marts 2011, 328 sider.