Om der i litteraturkredse rynkes på panden over en anmeldelse af en 20 år gammel bog skal jeg lade være usagt. Til mit forsvar kan jeg dog anføre, at ”Søren og Mette” stadig fremstod som et uoverkommeligt skrift for undertegnede, da Wolfe udgav denne murstensroman på knap 600 sider i 1987. Ikke desto mindre har de færreste bogorme i min omgangskreds læst endsige hørt om Tom Wolfes mesterværk. Derfor denne anmeldelse.

På overfladen virker handlingen ganske banal, amerikansk og b-film agtig: den rige børsmægler Sherman McCoy kører sammen med sin elskerinde vild i sin åbne Mercedes og ender i Bronx’ gader. De fine folk fra Upper East Side går i panik, da en ung sort mand i dynejakke og kondisko vil hjælpe dem – kører ham ned og stikker af. Det hele trækker derefter op til en retssalsdrama, hvor anklagernes politiske og karrieremæssige ambitioner skal fodres med en ordentlig spand kul på bekostning af den stakkels McCoy. Den rige hvide mand, der har forbrudt sig mod den fattige, flinke sorte dreng. Bogen, der regens som en moderne klasikker, er dog særdeles læsværdig navnlig på grund af to forhold.

For det første giver Tom Wolfe en ufattelig rammende og humoristisk – om end lidt sterotyp – beskivelse af New York personificeret ved dens indbyggere.

Vi møder folk som Sherman McCoys Park Avenue nabo Mr. Browning, der altid har set en smule ned på McCoy, hvis East Coast aristokratiske blå blod ikke flyder længere end to generationer tilbage.

Vi møder den sorte Harlem præst, Pastor Bacon (kender du Al Sharpton?), der har sin egen politisk/økonomiske maskine funderet i en solidaritets fond, der bl.a. får sine indtægter ved at arrangere blokader mod hvide restauratører, der efter Bacons subjektive vurdering ikke har nok sort arbejdskraft ansat. Balladen og racismeanklagerne ophører først, når indehaverne har betalt et klækkeligt afladsbeløb til fonden, hvis indhold Bacon investerer i obligationer og andet godt. Bystyret spytter også i kassen og mødes med eder, forbandelser og undertrykkelsesteorier, hvis det formaster sig til at anmode om revision.

Vi møder den fordrukne tabloidrepporter Peter Fallow, der er en sand mester i at fedte sine værtshusregninger af på andre og i øvrigt sjældent møder på arbejde før middag.

Vi møder distriktsanklageren i Bronx, Al Weiss, der ikke længere fører sager, men kun bekymrer sig om at komme i avisen, så han kan opnå genvalg i november.

Og mange flere amerikanske originaler.

For det andet er romanen utrolig velskrevet på en kreativ facon. Wolfe var sammen med folk som Truman Capote, Hunter S Thomson og Norman Mailer som bekendt en af ophavsmændene til skrivestilen New Journalism, hvilket så vidt jeg kan vurdere også har sat sine tydelige spor på romannen. Nyd engang følgende beskrivelse af repporteren Peter Fallows tømmermænd:

”Telefonens brølen vækkede Peter Fallow inden i et pillet æg, der kun blev holdt sammen af skalhinden. Åh! Skalhinden var hans hoved, og højre side af hans hoved lå på puden, og blommen var så tung som kviksølv, og den rullede som kviksølv, og den pressede sig ned mod hans højre tinding og hans højre øje og hans højre øre. Hvis han prøvede at rejse sig for at tage telefonen, ville æggeblommen, kviksølvet, hele den forgiftede masse, få et nyt tyngdepunkt og rulle over til den anden side og sprænge skalhinden, og hans hjerne ville falde ud.”

Mesterligt!

Det er min påstand, at alle vil kunne stå sig med at læse Forfængelighedens bål. Dog er det en fordel, hvis man interesserer sig for amerikansk kultur og samfund og har et blødt punkt for The Big Apple på godt og ondt.