Louise Frevert sagde 9. maj 2007 farvel til Dansk Folkeparti, og blev herefter løsgænger i Folketinget. Samtidig med at nyheden om hendes farvel til Danmarks 3. største parti ramte medierne, kom nyheden om hendes selvbiografi også. Dette reklamestunt, hvis det var tiltænkt, fik i hvert fald mig til at reservere bogen på biblioteket.

Bogen kan deles op i to afsnit, som snildt kan læses hver for sig. En del der handler om Dansk Folkeparti, som Frevert kalder topstyret, og Pia Kjærsgaard for en barnlig heks med et iltert temperament. Denne politiske del er desværre en temmelig tynd kop the, som jeg personligt havde ventet mig lidt mere af, og som egentlig var grunden til, at jeg kastede mig over denne bog. Frevert glemmer desværre sig selv i sin beskrivelse af partiet. Havde hun blot kunne flette sig egen person ind i fortællingen, havde det været væsentlig mere spændende at læse. I stedet fortæller hun blot om et topstyret populistisk Dansk Folkeparti med Pia Kjærsgård som en fjern leder og Kristian Thulesen Dahl som sekundanten og den virkelige hjerne bag partiet. Alt det vidste vi jo godt, og der er desværre er ikke noget nyt og afslørende omkring forholdene i Dansk Folkeparti. Vi får kun fortalt hvad man allerede har kunne læse i pressen. Det er synd, for bogen ville have været langt mere interessant hvis afsløringer af Dansk Folkeparti havde været mere deltaljeret.

I den anden del hører vi om Freverts liv, bogen er jo egentlig en selvbiografi. Det er disse kapitler om Freverts liv som ung danser i bl.a. Iran og USA der holder bogens midte oppe. Man må give hende, at hun har levet et spændende liv, og kun fordi hun har så meget at fortælle holder hun læseren til bogen. Nå ja, så finder man hurtigt ud af at bogen er kronoligisk opbygget, og man sidder hele tiden og håber på, at vi når til 2001, hvor Louise Frevert bliver valgt til Folketinget for Dansk Folkeparti. Men inden får man en detaljeret historie om Freverts dansekarriere, hendes succes som koreograf og sit liv med de kendte. Det bliver desværre hurtigt en temmelig triviel fortælling.

I det hele taget er bogen meget beskrivende, og det gør at man som læser ikke er med 100%, man kommer ikke rigtig ind under huden på Louise Frevet. Det til tider dårlige sprog, hvor helt almindelig kendt grammatik mangler, gør desværre at Freverts tilsyneladende intentioner om at være åben omkring sin person og sine følelser falder til jorden. Det er synd, for historien hun har at fortælle er sikkert god. Næste gang bør hun alliere sig med én med journalistisk baggrund. Jeg er glad for at jeg har betalt for bogen over skatten og kan aflevere den tilbage på biblioteket. Stor litteratur man har lyst til at læse igen, er denne bog bestemt ikke.

Louise Frevert; ”Grib chancen”, Peoples Press, København, 2007, 1. udgave, 273 sider.