”Godaw. Vil du dans’ med mig?” Sådan indledte Flemming Bamse Jørgensen alle sine koncerter med bandet Bamses Venner. Og hvem kan sige nej til en sådan invitation fra den gennemsyrede århusianer, der var lige så rund som han var folkekær? Bamse døde som bekendt nytårsnat, og for en indfødt århusianer som undertegnede var det derfor svært at sige nej, da denne bog stod og hviskede: ”Godaw. Vil du læse mig? -og tage et trip med ned af Memory Lane”.

For uden at være hard core fan, så kunne det da være meget hyggeligt at snuppe en hurtig bog om den trinde AGF-fan, der gav os mange skæve tekster og klassiske one-liners som ”Jeg kan ikke gå på vandet, men jeg kan så meget andet”, ”Hun går rundt der helt uden bukser, lige noget for mig” og ”Jeg har kun tre tænder. De andre har Knud slået ud”, og hvad det ellers blev til, når Bamse oversatte klassikere som ”Love My Tender” til omskrevet dansk.

Poul Blak startede på bogen i sommeren 2010, et halvt år før Bamses død. Det er ikke ofte at man ser, at en forfatter gør sit eget navn til en del af titlen på bogen. Men det gør musikjournalisten Poul Blak med rette. For bogen er en samtalebog, hvor Poul Blak inddrager sig selv og ligefrem har inkluderet små personlige breve til Bamse undervejs. Blak kendte uden tvivl Bamse godt, og i en samtalebog fylder forfatteren også mere end normalt. Men det bliver til sidst en anelse for meget. Der er næsten nærmere tale om ”Poul Blak: Sådan husker jeg Bamse” og ikke en portrætbog om Bamse. Fint at forfatter og hovedperson fører en samtale undervejs og at spørgsmålene er gengivet i kursiv, men man skal også passe på med at komme til at fylde for meget. For det er Bamse vi er kommet for at høre om.

Vi hører da også om og ikke mindst fra Bamse. Om hans opvækst, ungdomsliv, musikkarriere, kærlighed til sin kone og vægtproblemer samt meget andet. Men det er simpelthen for hyggeligt. Der er for megen løs snakkeklub over det. Det virker som om Poul Blak fuldstændig uredigeret har nedskrevet hvad de har talt om. Blak tager kontroversielle emner som Bamses vægt op, men man kan se i gengivelsen af spørgsmålene, at han aldrig får spurgt ind til dér, hvor det gør virkelig ondt, ind til kernen. Blak og Bamse har i virkeligheden kendt hinanden for længe og er blevet for gode venner til at Blak formår at holde den nødvendige journalistiske distance, og Blaks breve til Bamse får for alvor læsset til at tippe. Det, der kunne have været en velredigeret samtalebog, der gik ind til kernen af dette store menneske, bliver en gang hurtigt læst sludder for en sladder. Og det er synd. For Blak er uden tvivl en viden mand – ikke mindst om musik og Bamse. Og Bamse har uden tvivl en god historie at fortælle. Men der er mere tale om en ukritisk og meget personlig hyldest end en journalistisk bearbejdet samtalebog.

Poul Blak: Flemming Bamse Jørgensen fortæller sit liv til Poul Blak. Hovedland 2011. 280 sider.