Plottet burde kunne danne afsæt for en spændingsthriller af format. Men desværre falder det hele til jorden i en rodet fortælling, der er kommet alt for hurtigt ud fra skriveværkstedet.

I starten af 1980’erne byggede Helsingør Værft tre skibe til et rederi, der var direkte ejet af det irakiske forsvar. Officielt var skibene beregnet til transport af pilgrimme, men alle kunne se at de med et snuptag kunne ombygges til at være krigsskibe, som Saddam Hussein kunne bruge i Iraks krig mod Iran. Denne kontroversielle sag fra virkelighedens verden bruger forfatteren som udgangspunkt for fortællingen i “Syndikatet”. Og det er et rigtig godt udgangspunkt. Desværre hopper kæden af fra første side.

Forfatteren springer igen og igen frem og tilbage i tiden fra starten af 80’erne frem til 2011 og tilbage igen. Desuden skrider fortællingen ganske enkelt alt for hurtigt frem. I bare to sætninger sker begivenheder, som professionelle krimiforfattere kunne have brugt 10 sider på at beskrive. Firkantet stillet op burde forfatteren trevle manuskriptet igennem og gøre hver scene i bogen dobbelt så lang. For det virker ærlig talt som om Syndikatets 160 sider er det første grove skelet til hvad der kunne være blevet en gedigen spændingsroman på 450 hæsblæsende sider eller mere. For plottet er der som sagt og historien holder. Det er langt hen ad vejen et realistisk handlingsforløb. Hvis handlingen ligger alt for langt fra hvad der kunne ske i virkeligheden står jeg af.

På den anden side blander forfatteren ofte lidt for meget virkelighed ind i historien, og pludselig får bogen karakter af en historiebog om de faktiske begivenheder og ikke en fiktiv roman inspireret af hændelserne i virkeligheden. Forfatteren har tydeligvis sine egne helt klare holdninger til det rigtige og forkerte i hvad der skete dengang på Helsingør Værft i starten af 1980’erne. Og de holdninger skinner desværre ofte for kraftigt igennem og bogen bliver for meget en kommentar til de virkelige begivenheder.

Desuden mangler bogen en klart defineret hovedperson, ligesom der skal tilføjes langt flere lag af personbeskrivelse til de enkelte personer i fortællingen. Men tingene går så stærkt, at vi kastes fra person til person i et hæsblæsende tempo, hvor man til sidst opgiver at holde redde på hvem der er hvem, og blot forsøger at bevare en vis grad af fornemmelse for hvordan handlingen skrider frem.

Bogen er udgivet på Skriveforlaget, hvor forfattere selv betaler for at få udgivet deres bøger. Forlaget er et såkaldt “medudgiverforlag”, som hjælper med korrektur, layout, produktion og markedsføring. Ifølge deres hjemmeside lægger de stor vægt på personlig vejledning af forfatterne. Derfor kan det undre, at forlaget ikke har sendt forfatteren tilbage til skriveværkstedet og bedt ham fylde meget mere kød på historien, men blot hovedløst har sat trykmaskinerne i gang. Det er rigtig synd, for med hårdt arbejde kunne der muligvis med lidt held være kommet en spændende thriller ud i den anden ende.

Hvis vi her på bogblogger.dk uddelte mellem en og fem bogmærker eller reoler til de bøger vi anmeldte, så ville “Syndikatet” trods alt kunne gøre sig fortjent til et enkelt bogmærke. For plottet er godt. Ideen om at tage udgangspunkt i en virkelig begivenhed, Helsingør Værfts bygning af tre skibe til Saddams Irak i 1980’erne, og digte en spændingshistorie oven på, er rigtig god. Men i skriveværkstedet er det gået helt galt og resultatet er blevet en langt fra færdigbygget fortælling, som tangerer til at være den dårligste bog jeg nogensinde har læst.

Jørgen Bodilsen: Syndikatet. Skriveforlaget. 2011. 174 sider.