Asako Yuzuki: Smør
En feministisk roman om sanselighed, madglæde – og mord! Den japanske journalist Rika vil gerne have et interview med den fængslede Kajii, der tidligere har haft en populær madblog, men som nu er dømt for drab på tre af sine kærester.
Kajii er en kilde til fascination for både Rika og andre japanske kvinder (og mænd i øvrigt), fordi hun ikke lever op til de japanske skønhedsidealer om at være åleslank – tværtimod. Alligevel er det lykkedes hende at fordreje hovedet på mindst tre mænd, der har givet hende penge og opmærksomhed indtil de pludselig omkom.
For at vinde Kajiis fortrolighed, skriver Rika breve til hende om Kajiis mad og opskrifter. På den måde får hun lov til at interviewe Kajii og komme tæt på hende, men det betyder også at Rika selv er nødt til at forsøge sig med madlavningens finere kunst. Det er en omvæltning for Rika, der som travl karrierekvinde arbejder i døgndrift, ikke interesserer sig for mad og derudover forsøger at leve op til det slanke, næsten udsultede, kvindeideal.
Mødet med personligheden Kajii og ikke mindst glæden ved at smage ægte smør, bliver en omvæltning for Rika. Sanseligheden ved lækker mad driver ned af siderne, men desværre for Rika driver det også kilo på hendes krop – og pludselig oplever hun, hvordan både kæreste og kolleger ser anderledes på hende, da hendes krop holder op med at være androgyn og spinkel.
For Rika og hendes venner bliver det en rejse igennem ikke bare Kajiis fortid og mulige drab, men også egne traumer og ikke mindst Japans dogmer og fordomme om udseende, arbejdsvolumen og ægte kvindelighed er. Det er underholdende, det er sanseligt, det er et opgør med kvindehad og et samfund, der fremmer et kvindeforbillede baseret på skolepiger, kropsundertrykkelse og selvfornægtelse.
Smør går sin sejrsgang verden over, og det kan jeg godt forstå. Selvom det japanske samfund er meget anderledes end det danske, er her stof til refleksion om kvindesyn og kvindeselvsyn, men først og fremmest er det en bragende god historie.
Asako Yuzuki: Smør. 492 sider, Klim. Oversat af altid fantastiske Mette Holm, udkom 21. maj 2026
