Gæsteanmeldelse af Anna Skyggebjerg

Jeg ved næsten ikke noget bedre, end at læse bøger om andre kvinders livserfaringer. Jeg er nysgerrig på de andres liv, deres følelser, deres refleksioner, deres opture og nedture. Jeg kan lide at blive mindet om detaljer fra mit eget liv, som jeg måske havde glemt eller ikke tillagt betydning, da de var en del af min hverdag. Og jeg kan lide at lære af erfaringer, der er helt ulig mine egne, og at erkende, at sådan kan et kvindeliv også være. Under alle omstændigheder: Jeg suger til mig af bøger, hvor kvinder åbner for posen og deler ud. Marianne Verges “År jeg fødte børn” er sådan en bog.

Bogen er et erindringsessay om de mange år, hvor Verge fødte børn: Fra hun er 29 og til hun som 45-årig får sit fjerde og sidste ønskebarn. Hun får to børn i sit første ægteskab, bliver skilt og oplever år som enlig mor med delebørn, før hun bliver gift igen og skaber en ny familie med dine, mine og vores børn.

Verges moderskab har mange rum, alle holdt oppe af en livslang kærlighed til børn og til hverdagen, også når den inkluderer søvnmangel, brand på altanen og at være på legepladsen inden klokken seks om morgenen. Hendes mindste er kun fem år gammel, og Verge bader sig i lykken over dette sidste mirakel, alt imens – eller måske netop fordi? – hendes erfaringer fortæller hende, at this too shall pass:

“En dag går det op for en, at man har fået den sidste tegning forærende af sit barn. Det sidste klippekort til kram, det sidste stykke lilla karton med guldstjerner, der har fået alt for meget lim, og glimmer, der drysser, men alligevel er man ikke i tvivl om, hvad der med ubehjælpsom skrift står inde i det bankende glimmerhjerte. Der står, at en større gave vil man nok aldrig få.”

“De år jeg fødte børn” er en nænsom og smuk skildring af et kvindeliv. For læsere, som kan lide Emilie Pines “Noter til mig selv”, Maggies O’Farrells “Jeg er, jeg er, jeg er” eller Louise Juhl Dalsgaards “At tælle til lilla”.

Marianne Verge, De år jeg fødte børn, 160 sider, Gyldendal, April 2026.