Thomas Bagger: Sort mirakel
Hold da op. Sikke en rutsjetur. Det er næsten pinligt at indrømme, men dette er mit første møde med Thomas Baggers figurer i serien om politiets Task Force 14. Og så rammer jeg ham oven i købet i selve finalen, hvor det hele samler sig og bliver opklaret. Det gør dog på ingen måde oplevelsen mindre.
Der skal alligevel noget til, før du kan skrive en handling, der strækker sig over flere bøger, men hvor læserne kan hoppe ind i hvilken bog, det skal være uden at sidde tilbage med følelsen af, at de ikke kan følge med. Det mestrer Thomas Bagger heldigvis. Og hvis ”Sort mirakel” har efterladt mig med nogle former for savn, så er det savnet over de bøger i serien, jeg nu rigtig gerne vil læse.
Kollegerne hos politiets Task Force 14, Lucas Stage og David Flugt, er i starten af denne bog vidt forskellige steder i deres liv. For mens de to knalddygtige efterforskere stadig er i fuld gang med deres arbejde, så er David nu i gang med at efterforske Lucas, mens Lucas kæmper for ikke at blive fyret ved at intensivere sin efterforskning af mordene på en række indflydelsesrige influencere.
For mens Lucas er fremragende til sit arbejde, så er han socialt handicappet og har seriøse psykopatiske træk. Og sætter jeg mig ned og læser bøgerne op til ”Sort mirakel”, så er der heller ingen tvivl om, at jeg vil opleve en Lucas, der selv har bevæget sig langt over grænsen til kriminalitet og derved fuldt ud berettiger David til at starte sin efterforskning.
Men alt dette er kun den halve handling. Dansk-somalieren Izzy Aidid er nemlig blevet leder af en gruppe, der skal teste og godkende et nyt avanceret AI-system ved navn ODIN. ODIN skal hjælpe politiet med at opklare forbrydelser med helt nye og ganske grænseoverskridende metoder. Men hvordan hænger brugen af AI til opklaring af forbrydelser, før de er sket sammen med en stigende dyrkelse af influencere?
Det er netop her, bogen adskiller sig fra mængden af krimier, der i disse dage vælter ud på markedet. Bagger har selv udtalt, at han ved at blande en aktuel samfundstendens med en teknologi, som vi endnu ikke helt forstår konsekvenserne af får en halv fremtidsroman, uden at der er tale om science fiction. Jeg kunne ikke selv beskrive det bedre. Og det er netop det, der gør romanen vedkommende.
At den så er både rigtig godt skrevet og har et højt og imponerende tempo, gør så absolut ikke noget. Og slet ikke, når vi nærmer os et værk på 600 sider. Når underholdningen er i top, har jeg det med at glemme tiden lidt. Og her var underholdningen i top.
Thomas Bagger, Sort mirakel, Forlaget Gyldendal, 585 sider, udkom februar 2026
Læs også:
Thomas Bagger: Den nittende ø
