Tom Buk-Swienty: Russerne kommer
Mon ikke, Tom Buk-Swientys ”Russerne kommer” vil ligge under mange juletræer? Det fortjener den, for den byder på en velfortalt, voldsom og dramatisk beretning om den stolte bys kollaps og undergang i foråret 1945.
Ligesom i første bind, ”Berlin brænder”, er der her fire mandlige hovedpersoner: journalisterne Paul E. Stemann, der er udsendt af Berlingske, og Arild Hvidtfeldt fra Social-Demokraten, samt gesandten Vincens Steensen-Leth og den unge diplomat, Frederik Holck Colding. Denne gruppe udvides med skrivedamerne, som de så smukt tituleres, Peggy Rovsing og Edith Lorentsen. Det er især Peggy, som har en rolle i fortællingen, idet hun yder en markant støtte til Steensen-Leth, der i perioder synes at være på sammenbruddets rand.
Personerne står stærkt i historien. Stemann fra Berlingske er den handlekraftige, nærmest dumdristige reporter; Hvidtfeldt fra Social-Demokraten falder pladask for en polsk prinsesse; og for gesandtmedarbejderen Frederik Holck Colding er kærligheden at finde hos en tysk skuespillerinde. Så i et værk med død, ødelæggelse og menneskelig fornedrelse repræsenterer de fire personer, og flere af dem, de omgiver sig med, en varme og et håb for fremtiden.
De fire satte livet på spil for at kunne fortælle om vanviddet og dramaet, der udspillede sig ikke langt fra Danmark. Det er via deres artikler, breve og rapporter vi i dag har vidnesbyrd om Berlins allersidste tid med kaos, skånselsløse bombninger, en ren epidemi af selvmord, sult og nød. Men også om lommer af rige, magtfulde mennesker, der intenst kaster sig ud i erotiske eskapader, fuldskab og fester, som var det et nyt årtusinde, der skulle skydes ind.
I ”Russerne kommer” får kulturlivet igen en plads, akkurat som i første bind. Tyskerne formår under disse ubegribeligt barske vilkår at gå til koncerter midt i murbrokkerne og finde lidt trøst. Disse beskrivelser står som fin modvægt og supplement til den generelle håbløshed, som forståeligt nok fylder meget i bogen.
Buk-Swienty demonstrerer endnu en gang sin helt uforlignelige evne til at lade historien udfolde sig gennem øjenvidner. Sovjetunionens overvældende krigsmaskine med millioner af soldater, utallige kanoner og et hav af kampvogne maser sig fra øst mod vest, og i Berlin myldrer flygtningestrømmene ind, der er massive rygter om russiske overgreb, drab og voldtægter og til sidst rammer den brutale virkelighed, som vi her har et overbevisende vidnesbyrd om fra danskere, der stod midt i infernoet.
Tom Buk-Swienty: ”Russerne kommer”. Politikens Forlag. 528 sider, november 2025.
