// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Sine Krogh og Anna Sandberg: Nederlagets ekko
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Historie

Sine Krogh og Anna Sandberg: Nederlagets ekko

Skrevet af den 11. november 2025 – 07:16Ingen kommentarer

1864. Der er vel ikke andre år i danmarkshistorien, hvor årstallet i sig selv har fået sin egen betydning. Det var mere end et nederlag. Det havde enorme konsekvenser ikke kun for vores grænser og de mennesker, der mærkede krigen på egen krop, men også for danskernes forståelse af vores plads i verden.

Nederlaget satte sig i den danske udenrigspolitik, indenrigspolitik, i folkesjælen og selvfølgelig i kunsten. Et traume skulle bearbejdes, hvad udad tabes skulle først erkendes og derefter vindes indad. Her fik både litteraturen, billedkunsten og musikken betydning, for både formidlingen og tolkning af hvad der skete i det skæbnesvangre år.

Krogh og Sandberg gennemgår i Nederlagets Ekko hvordan 1864 blev udlagt i eftertiden. Fra bataljemalerierne og fejring af tapre soldater til Ole Bornedals omdiskuterede serie 150 år efter. Det er en gennemgang af hvordan synet på både den militære indsats og politikerne har ændret sig igennem 150 år, men også af hvad kunstens rolle har været i samfundet som meningsdannende og fortolkende af historien.

Fra Herman Bangs mesterværk Tine til malerier af opdigtede heltehistorier. Et land har brug for myter og fortællinger til at skabe en ramme og forstå den tid, de er en del af. Nederlagets ekko er en fin, gennemgang af tidens skiftende trend når det kom til erindringen om 1864 og ikke mindst trækkes stregerne op til en forståelse af, hvad det er kunsten kan når en nation kæmper med sin selvforståelse og med at finde en ny vej frem efter et ubærligt nederlag.

I nutiden taler vi også meget om åndelig oprustning som en nødvendighed i lighed med den militære oprustning. Det er værd at kende historien om den åndelige oprustning efter 1864 for at perspektivere behovet for åndelig oprustning i vor tid, men lige præcis den vinkel savner jeg faktisk i Nederlagets Ekko.

Nederlagets ekko er syvoghalvfemsindstyvende bind i Aarhus Universitetsforlags serie 100 danmarkshistorier. Ideen er, at læserne hver måned i 100 måneder får et nyt bind på 100 sider med en bid af Danmarkshistorien.

Sine Krogh og Anna Sandberg: Nederlagets ekko. 100 sider, Aarhus Universitetsforlag. Udkom 9. oktober 2025

Der er lukket for kommentarer.