Karolina Schützer: Under stjernerne i Paris
Sophia er blevet skilt fra sin mand. Han var ikke god for hende, så hun ved at det er for det bedste. Hun er i gang med en tv-karriere og lige om hjørnet venter den stilling som udenrigskorrespondent, som hun bare er så klar til.
Livet i Stockholm skal sættes på pause, lejligheden er udlejet og bedst som det hele ser lyst ud, så vælter hele tilværelsen. Jobbet går til anden side og Sophias elskede mormor dør i en ulykke.
Sophia er i chok, hun sendes hjem fra arbejde og skal holde en tvunget orlov, hun er hjemløs og oveni får hun besked på at mormoren har ejet en lille faldefærdig bar i Paris.
Sophia rejser til Paris, så hun kan få baren solgt og afviklet. Men i Paris venter der en række mennesker, der får hende til at sætte spørgsmål ved hvad det egentlig er hun ønsker med livet nu hvor hun er helt ude af kurs. Hun får også en viden om mormorens fortid, som ikke kendte til og hun møder den alvorlige advokat Tristan, der skal hjælpe med formaliteterne omkring salget af baren.
Under stjernerne i Paris er første bog i serien om Sophia. Den er virkelig velskrevet og menneskene, baren og byen sniger sig ind på livet af læseren.
Stemningen i bogen er charmerende, man føler med Sophia og hepper på hende i modgang og glædes i medgang. For alt går ikke helt som planlagt under stjernerne i Paris. Det er en virkelig god bog.
Karolina Schützer er journalist og forfatter med fødderne i Sverige og hjertet i Frankrig. Under stjernerne i Paris er hendes debutroman og også den første udgivelse på dansk.
Karolina Schützer, Under stjernerne i Paris, på dansk ved Rikke Toft Kleemann, Straarup og co. 400 sider, 2025
