Possis ser ikke ud af meget, men når den åbnes og læses, kommer man med ud i den vestjyske muld, hvor livet leves side om side og dog så langt fra hinanden.

Vi følger i romanen en kvinde, som er tilbage i barndommens land grundet en begravelse, og nøgternt, råt og ubehageligt bevæger vi os med store og små spring mellem barndommens erindringer og den nu voksne kvindes syn derpå.

Romanen er skrevet i et drevent jysk sprog, og der bruges også dialekt, hvilket er med til at understøtte fortællingen. Det er hjerteskærende at læse om forholdet mellem en søn og far. ”A hår wan gur’, siger han, ’imæns’ du hår wan væk, får’, en lille dreng med seler, pomadiseret hår, står ved døren, stille, med drengens forknyttede blik, og faderens landlige, primitive, ru og ringe stemme: ’Ka’ du da æt forsto, du er en dom knæjt?’ Han har lede ved ham. Det er en længsel i drengen, den aura der står ud fra ham i det øjeblik ved døren.”

Det er svært at finde sit sted i livet. Det er svært at finde sig til rette, og hvis ikke man bliver hjulpet af sine omgivelser, ja så kan man ende med at gå i hundene. Vi hører om ungkarlen, som egentlig arver gården, men som har lettere ved at tale med dyr og maskiner, end han har med at tale med mennesker og især kvinder. Han er kejtet og bliver ikke hjulpet. Vi hører om, hvordan man ’rigtigt’ skal opføre sig til halballerne, hvem der regnes for at være fine, og alle er nysgerrige på, hvad der sker inde bag de hjemmesyede gardiner, – ja snakken går.

Arv og miljø har en betydning for, hvordan man udvikler sig, og dertil kan det landskab, som man vokser op i også spille en stor rolle. Det er koldt og råt, når den salte vind tuder mod en. Det er ikke sjovt at leve der på kanten, der hvor springet ud i livet aldrig helt bliver taget.

Bogens titel Possis er latin og kan oversættes med ’bare du kan’, og ja det er jo det store spørgsmål, hvad er det, som skal til, for at vi tør springe ud i livet, og samtidigt er det et sjov miks af latinsk titel og dertil den jyske dialekt, – de synes at krydse klinger.

Possis skal læses langsomt, og kun hvis man selv er et godt sted, for med dens sprog og knusende fortælling kan den godt komme til at æde læseren op.

Joan Kirk Jensen, Possis, forlaget em, 2025, 249 sider.