// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Ocean Vuong: Glædens kejser
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Ocean Vuong: Glædens kejser

Skrevet af den 10. juli 2025 – 07:12Ingen kommentarer

Hai er bare 19 år, da han står og balancerer på en togbro over en flod i Connecticut. Hans liv er i kaos, han kan ikke vende tilbage til sin mor, og uden uddannelse, uden job, uden bolig og påvirket af stoffer virker selvmordet som eneste udvej.

Han tøver dog for længe, og bliver kaldt ned af en ældre dame der tilfældigt ser ham. Hun hedder Grazina, og hun balancerer også på kanten af livet. Langsomt men sikkert er en demenssygdom nemlig ved at overtage hendes minder og personlighed, og hverken hendes børn eller kommunen gør rigtig noget for at hjælpe hende.

De to danner et umage venskab. Hai er søn er vietnamesiske indvandrere, og vietnamkrigen trækker dybe spor i hans familie. Grazina overlevede som purung 2. verdenskrig i Lithauen, men flygtede og har tilbragt voksenlivet i USA. Hai flytter ind og bliver Grazinas sygehjælper, og i det faldefærdige hus på bredden af en forurenet flod i et gudsforladt hjørne af det engang så storslåede Amerika forsøger de at få en hverdag til at fungere og et liv at leve.

Glædens kejser handler om usandsynlige venskaber og bånd, der binder mennesker sammen på tværs. Det er også en roman om den håbløshed, store dele af den amerikanske befolkning er sunket ned i. Hvor byerne forfalder, flytter spøgelserne og stofferne ind, mens øvre middelklasse hytter sig selv og vender ryggen til resten.

Det er ikke nogen opløftende roman, men en rå og ærlig og usandsynlig smukt skrevet roman. Vuong har tidligere skrevet den storroste Vi er kortvarigt smukke her på jorden, der også trak på hans egne vietnamesiske rødder og selvom Glædens kejser måske ikke er helt så enestående som Vi er kortvarigt smukke her på jorden, er det stadig en roman værd at læse.

Ocean Vuong: Glædens kejser. 456 sider, Politikens forlag. Oversat af Niels Henning Krag Jensby, udkom 13. maj 2025

Der er lukket for kommentarer.