Hvordan skal vi vide, hvad vi længes efter, når der alle steder fra allerede er sat formel på ”det gode liv”? Det er det store spørgsmål i Marie Hougaards tredje roman om karakteren Nanna.

Nanna er 37, single og ikke særlig succesfuld forfatter. Omkring hende får veninderne børn med mænd, der kører på carbon racercykler og renoverer køkkener i weekenden.

Nanna både længes efter og vægrer sig ved det etablerede. Men så møder hun sin ungdomskæreste Asger. Asger er fraskilt og har to døtre. De bliver kærester. Men er Asger allerede færdig med ”det etablerede”, som Nanna slet ikke har stiftet bekendtskab med endnu?

Marie Hougaard er en produktiv, samtidslitterær stemme, der er virkelig god til at skrive om mennesker og tendenser i sin egen samtid. Du kan som kvinde mellem 25-40 nok ikke læse hende bøger uden at se dig selv eller én af dine veninder blandt karaktererne – så kvinde-universelt er det. Så 21st century er det.

Tematisk minder den lidt om hendes debutroman ”Vi troede vi skulle”, der handler om en ung kvinde, der forsøger at blive gravid med sin kæreste, alt imens børnetoget kører med 100 km i timen for hendes veninder.  Fraværet af alt det, hun forestillede sig, livet skulle være, får hende til at sætte spørgsmålstegn ved og blive i tvivl om, hvorfor og hvad hun egentlig ønsker sig. For er det egentlig bare fordi sådan gør ”man” eller er det, fordi hun oprigtigt ønsker sig det?

Det tema går igen i denne roman, hvor det store spørgsmål er, hvordan Nanna skal vide, hvad hun længes efter, når der alle steder fra allerede er sat formel på det gode liv. Vil hun overhovedet være mor eller er det bare fordi alle andre bliver det?

Forfatteren beskriver, hvordan vi mennesker har en tendens til at mobbe dét, vi selv længes efter som selvbeskyttelsesmetode, og hvordan den etablerede savner det flyvske og den flyvske savner det etablerede.

I romanen kører der et parallelt spor med Nannas mors kat, der får killinger undervejs, fordi den tilfældigvis er blevet knocked up ude i skoven. Det skildres som en hån mod Nanna, der er hende der forsøger at få sæden retur i skeden med fingrene, efter et engangsknald, der trak sig ud og kom på hendes mave midt under hendes ægløsning. Det fungerer ikke og bliver sådan en ikke-forløst sidehistorie.

Romanen er kort og letlæst, og den skraber lidt hastigt i overfladen et stort tema på de kun godt og vel 250 meget luftigt skrevne sider.

Men det er god historiefortælling. Ærligt, autentisk og uden for mange litterære dikkedarer.

Vi har tidligere anmeldt Vi troede vi skulle og Normal opførsel af samme forfatter.

Marie Hougaard: Hvad vi kan lære af katte, Lindhardt og Ringhof, 254 sider, maj 2025.