Kan du huske, da du var yngre og gjorde dig forestillinger om, hvordan livet ville se ud, når du var i 30’erne?

For hovedpersonen Hannah i denne fremragende debutroman er det ikke blevet, som hun forestillede sig. Og fraværet af alt det, hun forestillede sig, får hende til at stille spørgsmålstegn ved og blive i tvivl om, hvorfor og hvad hun egentlig ønsker sig. For er det egentlig bare fordi sådan gør ”man” eller er det fordi hun oprigtigt ønsker sig det?

Hannah og hendes kæreste Johan forsøger at blive gravide uden succes. Omkring dem får venner og familie børn og især Hannah mærker et kæmpe pres fra omgivelserne. Hun føler heller ikke hun har helt greb om jobbet og Johan er måske slet ikke ham, hun skal dele livet med?

Presset tynger dem begge og de skiftes til enten at bevare gejsten eller blive opgivende, og det sætter deres parforhold under kæmpe pres. Hannah finder et frirum i den spændende og anderledes Mina, men det får samtidig hendes tvivl til at vokse.

Litteratur er et af de ærligste medier, vi har. Når virkeligheden skildres gennem fiktion, kan det mærkes på en helt særlig måde, fordi der er plads til komplet ærlighed.

Det er lige dele fascinerende og skræmmende at blive inviteret indenfor – helt indenfor – i andre menneskers tilværelse. Dér, hvor det lugter, gør ondt eller er pirrende.

For selv med vores nærmeste kommer vi ikke altid så tæt på den komplette ærlighed, enten fordi man ikke er sammen i øjeblikket og derfor skal gengive en situation eller følelse er stykke tid efter, den har fundet sted, eller fordi man ikke kan få sig selv til at dele den komplette ærlighed.

Marie Hougaard skriver virkelig godt og de korte sætninger og den store linjeafstand i bogen er et virkemiddel, der manifesterer alt det, hun fortæller os mellem linjerne.

Hun er enormt dygtig til at beskrive stemningen, og hvad der foregår mellem karaktererne, og hvad enten hun beskriver en tavs situation mellem hende og hendes lille nevø eller hvordan hun med besvær sluger klatten en morgen, efter hun har givet sin kæreste et goodwill-blowjob, så er hendes sindstilstand så tydelig og velbeskrevet, at man som læser føler, at man er helt inde i hovedet på hende.

Bogen er modig og ærlig, og jeg bed især mærke i denne lille sætning, der taler ind i et tema, som vi alle bør tænke meget mere over: ”Du insisterer på, at vi skal tale om slutresultatet, men hvad med processen?”

Nemlig. Hvad med processen? Mange af os lever en heftig og hurtig tilværelse med fokus på optimering og resultater, hvilket ikke levner ret meget plads til processen eller refleksion. Og forfatteren rammer med denne debut ned i en periode i livet, hvor alt er på spil – for nåede vi det resultat, vi forventede vi ville have nået i 30’erne eller ej? Og hvad stiller vi op, når tvivlen og angsten banker på?

Meget flot debut!

Marie Hougaard: Vi troede vi skulle, Lindhardt & Ringhof, marts 2022, 288 sider.