Marie Hougaard: Normal opførsel
Anna vil bare gerne have en kæreste. Hun er single og midt i trediverne og sådan havde hun ikke forestillet sig, at det skulle være.
Men ”bare gerne” at ville have en kæreste er et virkelig dårligt udgangspunkt for et forhold.
For når man bare gerne vil have en kæreste, er man givetvis mere tilbøjelig til at gå med til det meste for forholdets skyld. Det er en slags mekanisk trang, Anna har, båret frem af egne og omgivelsernes forventninger til, hvad man bør, og mindre af hvad, og selvfølgelig ikke mindst hvem, man har lyst til.
I Normal opførsel skildrer Marie Hougaard, hvad der kan ske med vores dømmekraft, når vi indgår i relationer med andre mennesker. Anna møder Villads, de dater og flytter sidenhen sammen, men der er noget, der skurrer.
På trods af hun nu har fået denne her kæreste, er flyttet sammen med ham, holder parmiddage og tager på familieferier, har lykken ikke indfundet sig ægte.
Villads gør og siger ting, der gør Anna i tvivl om sin egen dømmekraft og virkelighedsfornemmelse. Det starter med, at Villads forklarer, at han kommer med noget i bagagen hjemmefra, der betyder, at han har brug for, at der er ting, hun gør eller ikke gør. Anna vil gerne vise hensyn og tænker, at det da er fint, men når hun så fejler med det løfte, går det galt.
De giftige dynamikker i deres forhold bliver flere og flere, og de får det værste frem i hinanden. Rollen som helt og skurk skifter.
Forfatteren fortæller i et interview, at retssagen mellem Johnny Depp og Amber Heard har været en stor inspirationskilde til romanens tema, fordi retssagen er et eksempel på et parforhold, som tydeligvis har været destruktivt for dem begge at være i.
Hun er god, Marie Hougaard. Virkelig god. I min anmeldelse af hendes debutroman ”Vi troede vi skulle”, der handler om Hannah og hendes kæreste Johan, der forsøger at blive gravide uden succes, mens folk omkring dem stifter familie, skrev jeg det her, som er lige så dækkende for denne roman og som er forfatterens helt store styrke:
”Litteratur er et af de ærligste medier, vi har. Når virkeligheden skildres gennem fiktion, kan det mærkes på en helt særlig måde, fordi der er plads til komplet ærlighed.
Det er lige dele fascinerende og skræmmende at blive inviteret indenfor – helt indenfor – i andre menneskers tilværelse. Dér, hvor det lugter, gør ondt eller er pirrende.
For selv med vores nærmeste kommer vi ikke altid så tæt på den komplette ærlighed, enten fordi man ikke er sammen i øjeblikket og derfor skal gengive en situation eller følelse er stykke tid efter, den har fundet sted, eller fordi man ikke kan få sig selv til at dele den komplette ærlighed.
Marie Hougaard skriver virkelig godt og de korte sætninger og den store linjeafstand i bogen er et virkemiddel, der manifesterer alt det, hun fortæller os mellem linjerne.”
Wauw. Stor anbefaling herfra.
Marie Hougaard, Normal opførsel, Lindhardt & Ringhof, maj 2023, 311 sider.