// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Tommy Orange: Veje hjem
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Amerikansk, Roman

Tommy Orange: Veje hjem

Skrevet af den 3. august 2025 – 06:40Ingen kommentarer

”Veje Hjem” strøg direkte ind på New York Times’ bestsellerliste, da den udkom, og i 2024 blev den nomineret til Bookerprisen. Det er da også en stærk fortælling om et mørkt kapitel i amerikansk historie. Et kapitel, som på ingen måde er afsluttet, viser Tommy Orange.

Ved bogens åbning er vi midt i en barbarisk nedslagtning ved Sand Creek i Colorado. Her angreb en deling amerikanske soldater en venligsindet indianerstamme i 1865 og myrdede 250 mennesker. På mirakuløs vis undslipper unge Jude Starr, men han får ikke lang tid på fri fod. Han fængsles paradoksalt nok for “forbrydelser begået af sydlige cheyennere mod den amerikanske hær” og tilbringer tre år i et fængsel i Florida. Her udsættes han for en række ydmygelser i en tvungen assimilering, hvor han blandt andet må gå rundt i tøj mage til det soldaterne bar, da de udslettede hans stamme.

En generation senere overgår en lignende skæbne hans søn Charles, som er elev på Carlisle Indian Industrial School. Her er formålet det samme – at udrydde de oprindelige amerikanske folkeslags historie. Såvel far som søn deler også en svær last som misbrugere af henholdsvis alkohol og opium. Årtier senere vender en kvinde tilbage for at samle trådene i en familie, hvor arrene er usynlige, men dybe.

Dette er dog lettere sagt end gjort, og gennem denne generationsfortælling, skildrer Orange barskt den vold og undertrykkelse, som indianerne har været udsat for og stadig lider under. Og han viser helt eminent, hvordan fortid og nutid hænger sammen. Minder, drømme og nedarvet smerte præger de nye generationer. På den måde er ”Veje hjem” en stærk påmindelse om, at de oprindelige amerikaneres historie ikke er forbi. Den lever endnu.

Tommy Orange: Veje hjem. Gyldendal. 341 sider. Oversat af Rasmus Hastrup. Juni 2025

Der er lukket for kommentarer.