// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Iida Turpeinen: På sporet af det levende
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

Iida Turpeinen: På sporet af det levende

Skrevet af den 13. april 2025 – 07:25Ingen kommentarer

27 år fra opdagelse til udryddelse. Jeg ved ikke, om det er rekord for menneskelig destruktion af dyreliv, men det blev skæbnen for Stellers søko. Den blev opkaldt efter sin opdager, naturforskeren Georg Steller, der var med på Beringsekspeditionen i 1700-tallet.

Målet var at finde søvejen fra Asien til Amerika, men ekspeditionen blev en fiasko. Skibet strandede på en øde ø, hvor der ikke var meget andet end ræve på selve øen og kæmpestore søkøer i det lavbundede hav omkring øen. Da Stellers søko ikke havde nogle naturlige fjender og derudover smagte godt, så var artens skæbne altså beseglet.

Stellers søko er omdrejningspunktet for finske Iida Turpeinens fascinerende og i de første totredjedele meget vellykkede roman om videnskabens jagt på ny erkendelse og hvad mødet med nye arter og anderledes verdensdele gør ved de mennesker, der med mere eller mindre gode intentioner drager ud for at undersøge dem.

På sporet af det levende foregår i flere tidsaldre, og Stellers søko – eller rettere skelettet af en af dem – spiller en rolle i hele romanen. Det er beretningen om den fatale Beringekspedition, der ikke kun kostede hovedparten af besætningen livet men altså også kort efter en hel art. Det er beretningen om russernes forsøg i 1800-tallet på at underlægge sig Alaska, inden de fredsommeligt må kaste håndklædet i ringen og sælge til amerikanerne. Og det er fortællingen om 1900-tallets museer og hvordan jagten på naturen også i Europa bliver naturens største trussel.

De første to dele af romanen er meget vellykkede, mens sidste del desværre er lidt kedeligt og tom, helt uden de spændingselementer, der i begyndelsen er med til at sætte gang i fortællingen om videnskab.

På sporet af det levende er for dem, der interesserer sig for naturvidenskab og de store opdagelsesrejser i fortiden. Den er let at læse, og Turpeinen ridser både de store linjer og de små historier op, men som sagt – sidste del er lidt tung at komme igennem. Der sker simpelt hen for lidt på finske museer i anden halvdel af 1900-tallet til at det sådan rigtigt bliver spændende.

Iida Turpeinen: På sporet af det levende. 317 sider, People’s Press. Oversat af Birgita Bonde Hansen, udkom 24. Januar 2025

Der er lukket for kommentarer.