Morten Pape: Nøglebarn
Romaner baseret på virkelige hændelser kan give skrammer for både forfatteren og romanens øvrige personer. Det gælder ikke mindst, når det er autofiktion, hvor forfatteren skriver om sig selv og sin familie – i romanform, så man kan lægge lidt til og trække fra, men alligevel så mor og far og alle de andre kan genkende sig selv og (måske) føle sig udleveret.
Morten Papes Planen er sådan en roman. Debutromanen om hans opvækst i Urbanplanen på Amager fik fortjent ros, priser og skyhøje salgstal. Det var romanen om det barske miljø, om den depressive mor og den far, der forlod ikke bare sin kone, men også Morten og hans to søskende.
Men hvad blev efterspillet? Hvordan oplevede faren at blive hængt ud i en bestseller, så hele Danmark kunne læse om hans svigt? Hvad var hans baggrund?
Det undersøger Morten Pape i Nøglebarn, der på én gang er en forløber og en opfølger til Planen. Her er to spor: fortællingen om faren, farfaren og oldefarens familie. Om de mange svigt og savn, der prægede en familie op igennem det 20. århundrede. Om en forsmået ingeniør, et ufatteligt tab og en søn, der aldrig kunne leve op til sin fars forventninger. Det er en beretning om arvesynden, det usagte og uforklarlige fædre giver videre til deres sønner.
Et andet spor er Morten selv efter debuten. Han skal holde foredrag om romanen, i fælleshuset i selveste Urbanplanen der er blevet renoveret siden Mortens barndom. Men samme dag tikker en besked en fra hans far, et brev til hans børn, som Morten ikke tør åbne. Er det et selvmordsbrev? En vredesudladning eller et forsøg på at bortforklare det hele?
Brevets indhold skal ikke afsløres her, men Nøglebarn er ganske enkelt en fremragende roman, både når den dykker ned i familiens historie i generationerne før, men også når den handler om hvordan det er at gå fra ukendt ung mand til berømt forfatter, der måske har skrevet om sine dæmoner men absolut ikke begravet dem. De har det med at stikke hovederne frem igen, de bæster, om det er i form af en familiehistorie, et forsamlingshus i Planen eller forliste forhold.
Hemmeligheder har det med at være i flertal, og derfor er Nøglebarn første bind i et tobindsværk og hold da op hvor kan Morten Pape skrive om familie, savn, svigt og de sider af os selv og vores samfund, vi helst vil vende det blinde øje til.
Morten Pape: Nøglebarn. 380 sider, Politikens Forlag. Udkom 8. oktober 2024