Tomas Lagermand Lundme: Drenge skriver først bøger når de er mænd
Drenge skriver først bøger når de er mænd og andre fortællinger om at fremkalde et motiv er en seriøst lang titel og forfatter Tomas Lagermand Lundmes ærlige beretning om at fremkalde motiver for sig selv og læseren.
Her er tilbageblik til hans barndom og ungdom. Tilbageblik til besøg hos venner, til aftaler med kusinen og ture i busser gennem København. Men også nyere tilbageblik til rejser som voksen i Berlin.
Og her er tekster om Alfons Åberg, om ikke at ønske sig børn og om at have en kat. Bogen byder på tanker og refleksioner, der selvfølgelig er forfatterens, men samtidig er genkendelige for andre. Som for eksempel her “…med min farmors køb af ny lejlighed, holder min barndom snart op med at findes. Fysisk.” og det fortsætter “Det var tryghedens hus. Min farmors hus. Nu er det en andens.” Kort, følsomt, fint.
Der er også et par tekster med emner som er mindre genkendelige, for eksempel om tyske kunstnere, og dem kunne jeg godt havde undværet. Heldigvis er man hurtigt videre til tekster om løb (4-6! timers ture i en periode), mad (særligt om lede ved mad) og selvskade. Teksterne tættest på forfatteren rører mig. Især når det handler om at forfatteren som barn og ung (og voksen) følte sig forkert i sin krop.
I pressebrevet skriver forlaget “En bog til alle os som får energi af litteraturen, både som læsende og skrivende”. Og det er der noget om. Jeg blev glad. Jeg læste om glæden ved musik, litteratur og teater og blev mindet om, hvor meget energi jeg selv får af kunst og kultur. Og ved andre tekster blev jeg ramt af en trang til at trøste og opmuntre den yngre Tomas.
Er du fast læser af Tomas Lagermand Lundme og glad for de følsomme, sårbare og ærlige tekster, skal du selvfølgelig også læse denne udgivelse. Har du endnu til gode at læse hans bøger, vil jeg anbefale dig at starte med En rigtig kærlighed, Til dig der er mig om mange år eller De vindfølsomme.
Tomas Lagermand Lundme har i sit forfatterskab kredset om køn, seksualitet, parforhold og hatecrime i både romaner, tegneserier og digte. Han debuterede i 1998 med romanen Forhud, har udgivet over 50 værker til både børn og voksne og vundet Undervisningsministeriets Skriverpris og Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat. Han er uddannet fra Gøglerskolen, Forfatterskolen og Det kongelige Danske Kunstakademi. Han arbejder både som forfatter, dramatiker, billedkunster og manuskriptforfatter.
Tomas Lagermand Lundme, Drenge skriver først bøger når de er mænd, Forlaget Jensen og Dalgaard, 162 sider, November 2024.
