Grønland var i Anden Verdenskrig aldrig centrum for store slag med mange hundrede eller tusinder af soldater, sådan som vi blandt andet så det i Nordafrika. Men den store ø spillede på en anden måde en helt central rolle i krigen. Og Peter Harmsen går i sin nye bog i dybden med hvad Grønland betød for krigens udvikling og hvordan der i lille skala alligevel blevet kæmpet på øen.

Som Harmsen konkluderer til sidst i bogen, så var Grønland vigtig af tre årsager. For det første på grund af kryolit-minen i Sydgrønland. Kryolit er en vigtig bestanddel i produktion af aluminium. Og derfor var det vigtigt for amerikanerne, at den ikke kom på tyske hænder.

For det andet på grund af Grønlands placering midt mellem Europa og USA. Det gjorde øen essentiel når amerikansk-byggede bombefly skulle transporteres til Europa, ligesom den ville skulle have været en trædesten, hvis Nazityskland havde besluttet at angribe USA direkte. For det trejde er vejrobservationer fra Grønland uhyre vigtige, hvis man vil lave vejrprognoser for Europa. Og det vil man gerne, da det er her krigen især udkæmpes. Hvis du kender vejret i Grønland, så kender du vejret i Europa om to dage.

Den største af flere øjenåbnere for mig i bogen er kampen om kryolit-minen i Ivigtut. Ikke så meget kampen mellem de allierede og Nazityskland. For den fandt aldrig sted. Inden USA indtræden i krigen ville Hitler ikke risikere at trække USA ind i krigen ved at forsøge at erobre minen. Og senere fandt man det umuligt.

Til gengæld kortlægger Harmsen en uhyre interessant kamp om minen mellem USA, Canada og Storbritannien. Det er nemlig en canadisk og en amerikansk virksomhed, der aftager kryolitten fra den eneste stor-skala kryolitmine i verden. Derfor planlægger canadierne i krigens første måneder at sende tropper afsted, som kan forsvare den mod et eventuelt tysk angreb. Men samtidig holder USA fast i, at man ikke vil have fremmede landes tropper på grønlandsk jord. Heller ikke selvom det er fra venlige lande som Canada og USA.

Dette spil mellem venner er særdeles interessant og så vidt jeg ved ganske underbelyst indtil nu. Men med rigtig mange gode kilder og detaljer får Peter Harmsen belyst spillet godt og grundigt.

Etableringen af amerikanske landingsbaner og baser til brug for færgningen af nybyggede fly til Europa er bogens andet store tema, som Harmsen også kommer godt rundt om ved blandt andet at sætte fokus på problemerne med fraterniseringen mellem de amerikanske soldater og lokalbefolkningen. Det er dog en knap så interessant og dramatisk en fortælling som bogens tredje tema.

Det tredje tema handler om kampen om at etablere vejrstationer på Grønlands østkyst. Ved hjælp af rigtig mange førstehåndskilder giver Peter Harmsen os en uhyre velfortalt og detaljeret beskrivelse af den hårde kamp mod elementerne og hinanden, som tyskerne, danskerne og amerikanerne udkæmpede i gennem flere år på østkysten.

Vejrobservationerne fra Grønland er så vigtige for nazisternes operationer i Europa, at de i 1942-1944 i alt seks gange sender skibe afsted for at forsøge at etablere vejrstationer på den barske grønlandske østkyst. Men vejrlig og de hårdføre mænd i den dansk-grønlandske slædepatrulje gør livet surt for tyskerne.

Peter Harmsen kommer også ind på hvordan det ændrer det grønlandske samfund, at det er afskåret fra kolonimagten Danmark i mere end fem år. I stedet er det under stærk amerikansk påvirkning. Et interessant emne, som Harmsen kun berører overfladisk. Men som der sikkert kunne skrives en hel bog om.

Grundighed og stor detaljegrad er noget af det, der kendetegner bogen her, der har ikke mindre 45 sider med noter og kildehenvisninger. Det sætter en tyk streg under det formidable arbejde Peter Harmsen har lagt for dagen for at give os en særdeles medrivende og spændende fortælling. Et værk, der er svært at lægge fra sig. Fordi det både er gennemarbejdet, grundigt researchet og godt skrevet. Og så fordi det er en rigtig god historie.

Peter Harmsen: Grønland i krig – Spillet om Arktis 1939-45. Lindhardt og Ringhof, 2024. 416 sider.