”Den der gemmer til natten, gemmer til katten, og mørket kan falde på, før vi ved det”. Av.

Vi lever alle med en udløbsdato, som vi ikke kender, men ikke på samme måde som Line Hoffmeyer. Line brugte meget af sin ungdom på at være syg, blev siden hen hjertetransplanteret og lever i dag med et donorhjerte med en udløbsdato, der sandsynligvis er mere nærliggende, end den bør være. For efter at have levet rigtig godt med sit nye hjerte med positive fremtidsudsigter, er Lines krop begyndt at danne antistoffer mod donorhjertet.

Og når man ikke ved, om man har 5, 10, 15 eller 20 år tilbage, hvordan pokker disponerer man så over den tid, man har? Hvilke drømme skal man gå efter? Især når man i forvejen føler, at man er gået glip af så meget.

I Lines personlige fortælling følger vi hende fra hun bliver syg, bliver transplanteret og til nu, og hun inviterer læseren med helt derind, hvor det bliver grimt og også lidt ondt i sulet. For hvor skal en teenagepige kanalisere alt sin vrede over situationen, frygten for at dø og sorgen over det mistede ungdomsliv hen? Over på sin mor.

Hun beskriver samtidig meget præcist den splittelse, der bor i hende, hvor hun på den ene side afviser behandlinger, skælder ud og skubber de mennesker væk fra sig, der udviser omsorg, samtidig med at hun er ved at falde fra hinanden indeni.

”Men jeg er ikke voksen, ikke en rutineret hjertepatient. Jeg er lille og alene i en håbløs hospitalsseng, der ikke har plads til drømme om fremtiden”.

Line Hoffmeyer skriver virkelig godt, og man skal være godt og grundigt lavet af sten for ikke at blive stærkt påvirket af hendes fortælling.

Især hendes overvejelser omkring at blive mor er svære ikke at tude over.

”Hvordan skal jeg leve livet? Skal jeg håbe på det bedste og få et barn? Satse på det værste og lade være? Ville det være værst at dø fra et 14-årigt barn? Eller at leve masser af år uden et barn? Kan jeg tilgive mig selv, hvis der sker et mirakel, som gør mig til en gammel dame, der aldrig fik børn, fordi hun troede, hun skulle dø? Kan et barn tilgive mig, hvis jeg dør, når det er 10 år? Jeg kan ikke mærke svaret noget sted. Den seneste måned er jeg druknet i alle andres”.

Bogen er en stærk påmindelse til os alle om at leve livet på en måde, der er tro mod os selv. Ikke på den der bucket list-måde, hvor du absolut skal rejse særlige steder hen eller jagte de oplevelser, som ”man” mener er nødvendige for at have levet et fuldt liv. Hvis du vil ligge i en solstol på Gran Canaria og se film i sengen, så gør det. Tid du har nydt at bruge, er aldrig spildt liv.

Hun er meget autentisk, fandenivoldsk og tro mod sig selv. Især dét kunne vi alle lære noget af.

En stor anbefaling herfra.

Line Hoffmeyer, Så længe dit hjerte slår, Politikens forlag, oktober 2024, 217 sider.