// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » Yuval Noah Harari: Nexus
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Dystopi, Idehistorie, International Politik

Yuval Noah Harari: Nexus

Skrevet af den 6. november 2024 – 05:42Ingen kommentarer

Det er 10 år siden, at Yuval Noah Harari blev verdenskendt med ”Sapiens – En kort historie om menneskeheden”. Bogen om, hvordan Homo sapiens blev verdens absolutte hersker, blev en international bestseller, og den er medrivende og fantastisk godt fortalt. Den fokuserer på menneskets uendelige muligheder, men handler også om de farer, der omgiver os. Og Harari konkluderer, at menneskeheden er menneskets værste fjende. Især på grund af de teknologier, som vi har opfundet.

”Nexus” fortsætter i dette spor, og der er igen masser af medrivende læsning. Hararis projekt er også igen ultraambitiøst. Hvad er information, hvad har information og kommunikation betydet for menneskets udvikling, og hvad med den kunstige intelligens? Kan demokratier bestå? Kan vi tale sammen og bevare fællesskaber? Bliver vi løbet over ende og mister vores magt? Det er store spørgsmål, som belyses i løbet af bogens 500 sider.

Harari er bestemt ikke optimist på menneskehedens vegne. Kunstig intelligens er her, og den skal vi have styr på for fremtidige generationers skyld. Situationen tegnes meget skarpt op, det handler ganske enkelt om, at vi er under trussel om udslettelse. Og det er vores egen skyld, for mennesket er desværre i vid udstrækning selvdestruktivt.

Bogens teser er velunderbyggede, og der er mange eksempler på, hvordan kunstig intelligens allerede rækker langt ind i vores retspleje, finansielle institutioner, uddannelsessystemer og relationer mellem mennesker, og hvilke skæbnesvangre konsekvenser denne udbredelse får.

Harari uddeler gavmildt mange historiske eksempler på, hvad indsamling og beherskelse af datamængder kan medføre. Det kan spores helt tilbage til oldtiden, men aldrig i menneskehedens historie har vi været i nærheden af at kunne indsamle, processere og bruge så gigantiske datamængder, som de moderne supercomputere sætter os i stand til. Vi er godt på vej mod en verden, hvor magt kan håndteres og udøves uden menneskelig indflydelse og ud fra principper, som mennesker ikke længere forstår eller kan påvirke.

”Nexus” er stærkt fascinerende og noget nedslående på samme tid. Den er et advarselsråb og et vigtigt indlæg i debatten om, hvad vi stiller op med og om vi stadig har mulighed for at styre kunstig intelligens i en retning, der tjener den menneskelige udvikling og bringer verden som helhed et bedre sted hen.

Yuval Noah Harari: Nexus. Lindhardt og Ringhof. September 2024. 504 sider.

Der er lukket for kommentarer.