Det er næsten svært at få sig selv til at anmelde Kirstine K. Høgsbros roman Paul, der netop stiller skarpt på meningsdannerens rolle ift. kunsten. Romanen centrerer sig om hovedpersonen, Paul, en kunstkritiker, der efter en kritisk anmeldelse af en dansk-koreansk kunstner, oplever et massivt offentligt modtryk. Denne modstand sætter gang i en nedadgående spiral, der langsomt, men sikkert, trækker ham ud på dybere og dybere vand.

Høgsbro udstiller den samfundsudfordring det giver, at selvrealisering står øverst i Maslows behovspyramide, og hvordan det fx påvirker kunstverdenen. Gennem Pauls historie får vi et skarpt blik på kultureliten og det selvhøjtidelige i den konstante jagt på meningsdannelse, for som Pauls mor siger, “Hvis du ikke kan skabe, kan du altid finde noget, du kan mene.”

Romanen stiller også spørgsmålet: Skal vi føle medlidenhed med den hvide, midaldrende, ciskønnede mand, når hans verden falder fra hinanden? Høgsbro giver os ingen klare svar, men hun formår at gøre Paul til en kompleks karakter, som læseren både kan føle for og ryste på hovedet ad. Han er både selvironisk og samtidig blind for sine egne fejltrin, hvilket gør ham til en sympatisk karakter trods hans åbenlyse fejl og mangler.

Høgsbros baggrund i dramatikken er tydeligt en styrke i romanen. Hun er ferm til at skrive dialog og skabe scener, der sætter gang i læserens indre billeder. Dialogerne er skarpe og levende, og scenerne er skåret ind til benet, hvilket gør bogen til en hurtig, men meget effektfuld læseoplevelse. Romanen formår at fange læseren fra start til slut, og dens humoristiske, men kritiske blik på kultureliten er både underholdende og tankevækkende.

Jeg har på det seneste læst flere romaner, som omhandler lignende tematikker, og jeg synes Høgsbro formår at fange læseren bedre, ved holde romanen stram og ved at gøre protagonisten tilpas sympatisk, da han både rummer selvhad- og ironi og total blindhed, og samtidig er belyst med et menneskeligt blik på de sårbarheder, vi alle deler, uanset vores plads i samfundet.

Paul er en roman, der både underholder og udfordrer, og som får læseren til at reflektere over medmenneskelighed, ego og sin egen rolle i en verden, hvor meninger til tider får forrang over kunsten selv. Høgsbro viser med sin roman, at selv en selvoptaget kunstkritiker kan blive en fascinerende hovedperson, når han både er fyldt med selvhad, ironi og en total mangel på selvindsigt. Det er en roman, der skærer ind til benet – både i sin skarpe satire, i sin længde og i sin skildring af menneskelig sårbarhed.

Kirstine K. Høgsbro: Paul, Politikens Forlag, 128 sider, august 2024