Jeg giver alt væk. Det er og bliver en gruopvækkende titel, og på den måde er den velvalgt til romanen, for den er gruopvækkende, uhyggelig, væmmelig og ubehagelig. I sit dystre univers lægger den sig fint i slipstrømmen af goth, spøgelses, -og gysergenerne.

Vi følger igennem en svangerskabsperiode på 9 måneder en ung kvinde, som er flyttet ind i sin kærestes hus, det fine lyserøde hus, som har været hjemmet for en lille familie med far, mor og barn. Her forsøger hun at gøre det til sit, men det er som om, væggene kan tale, som om ekskonen har lagt små tråde og spor ud, som hele tiden skal minde den unge kvinde om, at hun har invaderet et sted, som ikke er hendes. Den unge kvinde har en oplevelse af, at ekskonen stadig er til stede og hjemme i huset, og hun indleder samtaler med hende i et forsøg på at blive forstået, eller i et forsøg på at forstå sig selv? Hun bliver så opslugt af denne ekskone, at hun ender med at give sig selv væk, ja give alt væk.

Jeg var meget opslugt af bogen til at begynde med, da den er godt skrevet, og da emner om parforhold, moderskab, kærlighed, begær og familie altid har indbyggede kriser i sig, som bare venter på at komme ud i lyset. Men jeg blev så led og ked af hovedpersonen, af den unge kvinde, at det var svært at læse videre, for jeg havde bare lyst til at ruske hende og få hende til at vågne, så hun kunne blive klar over, hvad det er, hun har gang i. Det blev på mange måder klaustrofobisk og ubehageligt. Hun træffer mange dumme valg, og ja hun er en lettere sølle person med et forknudret morforhold, – hvor man har lyst til at spørge: Er der ikke en voksen til stede?

Samtidig er der lagt en skabelon og små hints ud i bogen, som godt kan synes lidt for fortænkte, og det var med til at ødelægge læseoplevelse for denne læser. Tidshorisonten i bogen er 9 måneder, den tid et svangerskab tager. Ekskonen hedder Maria, samme navn som Jesu mor (hende med jomfrufødslen) og hendes datter hedder Ava. Er jagten på netop Maria og Ava et ønske om at få syndsforladelse, at den unge kvinde kan få lov til at sige sine Ava Maria i skriftestolen?

På mange måder er det en bog, som holder, hvad den lover, netop at tage tematikken med at skulle leve med et spøgelse, en der er gået forud for en selv, til en ekstrem, men på den anden side, synes jeg også, forfatteren prøver for hårdt.

Emma Rosenzweig, Jeg giver alt væk, Gyldendal, 2024, 282 sider.