Morten Sabroe… Den danske gono-journalist har længe ligget i mit baghoved som en af dem, som man burde læse noget af en dag. Men lidt ligesom at bestige det musikalske Bob Dylan-bjerg, så har jeg altid skubbet det foran mig.

Lige indtil Morten Sabroe døde i juni sidste år og min chef skrev denne nekrolog. Kort tid efter fandt jeg bogen “Så længe jeg skriver” af Morten Sabroe i en genbrugsbutik. Bogen er hans to selvbiografiske fortællinger “Sidste tog” og “Du som er i himlen” samlet i én bog. Så hvad var mere oplagt end at betale en 20’er for bogen og komme i gang med Sabroe?

“Sidste tog” er fra 1996 og beskriver Sabroes første knap 40 år på jorden frem til midten af 1980’erne. Den røde tråd er et årelangt forsøg på at gøre op med hans forældre og hvor han kommer fra. Et opgør med hans barndoms- og ungdomshjem med to kunstner-forældre i en stor villa med tjenestefolk nord for København.

Som en del af oprøret sælger Morten Sabroe den store villa, som han har arvet fra sine forældre, og forlader sin kone og lille barn. Det fører til en lettere tumultarisk vagabond-tilværelse, hvor Sabroe skifter arbejdsplads og tilholdssted i et væk.

Denne rejse er fantastisk beskrevet med masser af sjove oplevelser undervejs. Ikke mindst da han besætter en tom lejlighed ejet af DR, vågner en morgen, åbner døren til stuen og står midt i et mellemledermøde.

“Sidste tog” er en morsom fortælling fra en mand, der skriver fænomenalt godt med et dejligt glimt i øjet og et par spydigheder ud mellem sidebenene.

Hen mod slutningen af de 301 sider bliver det dog en anelse anstrengende med al det navlepilleri.

Derfor tager jeg også lige en pause, inden jeg kaster mig over “Du som er i himlen”. Men læses, det skal den. For Morten Sabroe var en ener i dansk journalistik og som forfatter. Det tætteste vi kommer en dansk udgave af Hunter S. Thompson.

Morten Sabroe: Sidste tog. Gyldendal, 1996. 301 sider.