// // // Bogblogger.dk – Boganmeldelser på nettet » James Baldwin: Næste gang ilden
Digte

Spænding

Noveller

Roman

Krimi

Forside » Roman

James Baldwin: Næste gang ilden

Skrevet af den 11. september 2024 – 05:28Ingen kommentarer

Næste gang ilden udkom i USA i 1963. Her rasede kampen for sortes borgerrettigheder for fuldt blus. Sorte blev tæsket, slået ihjel, spyttet på og hånet i deres bestræbelser på at få USA til at leve op til sit smukke ideal om, at alle er skabt lige.

James Baldwin var en central figur i bevægelsen, og ”Næste gang ilden” spillede en vigtig rolle for mange af dem, der sloges for lighed. Den vakte så stor opmærksomhed, at den blev udgivet på dansk samme år, som den udkom i USA, og nu har vi den så i en smuk nyoversættelse af Niels Lyngsø. Den udkommer sammen med “Hvis Beale Street kunne tale”, som også er anmeldt her på bogblogger.dk.

Baldwin tager udgangspunkt i sin egen opvækst i Harlem, og bogen er to lange breve, det ene til hans 14-årige nevø i anledning af hundredåret for slavernes frigørelse. Her fremmaner han effektivt, hvordan racismen har gennemsyret amerikansk historie, og hvordan hele nationens grundlæggelse er sket på bekostning af de sorte. I det andet brev er fokus mere på race og religion. Baldwin er her kritisk over for såvel den kristne kirke som Nation of Islam, som ser verden på vej mod dommedag og det endelige opgør mellem sorte og hvide.

”Næste gang ilden” er utrolig smukt skrevet og begge breve udstråler et længselsfuldt håb om, at man engang vil kunne leve i en verden uden racediskrimination. Det er ikke et hadefuldt skrift, men det rummer smerte, ømhed og forventningen om, at sorte skal træde ind i fremtiden på lige fod med hvide.

Anmeldelse af “Hvis Beale Street kunne tale”

James Baldwin, Næste gang ilden, Gyldendal, 118 sider, oversat af Niels Lyngsø, August 2024

Der er lukket for kommentarer.