Jessica Georges debutroman, Maame, er en af de bøger, der griber én fra første side og nægter at slippe taget, før sidste side er vendt. Med sine 444 sider er det en imponerende bedrift, at man som læser ikke ønsker, at den nogensinde slutter. Dette skyldes i høj grad den troværdige og nuancerede karaktertegning af hovedpersonen Maddie Wright, også kaldet Maame. Fra første øjeblik føler man med hende og ønsker hende en bedre skæbne, hvilket gør læsningen både medrivende og meningsfuld.

Romanen skiller sig ud fra andre fortællinger om at finde sig selv og navigere i voksenlivets udfordringer. George formår at give et realistisk og forfriskende billede af livets op- og nedture, uden at ty til klichéer eller de typiske dramatiske kurver. Resultatet er en roman, der føles ægte og befriende ærlig. Maddies rejse er ikke én lang opstigning, men derimod fyldt med både sejre og nederlag, som alle kan relatere til.

Maddie, kaldet Maame af sin familie, som på det ghanesiske sprog twi betyder “den, der sørger for familien”, har brugt sine unge år på at tage sig af sin far, der lider af Parkinsons, mens hendes mor tilbringer det meste af sin tid i Ghana, og hendes bror lever sit eget liv uden hensyn til familiens behov. Denne ansvarsfølelse har efterladt Maddie uden de ungdomserfaringer, som hendes jævnaldrende har oplevet, og da hun i midten af tyverne får muligheden for at flytte hjemmefra, må hun begynde at finde ud af, hvem hun selv er, og indhente de tabte oplevelser med roommates, kærlighed og ungdomslivet i London.

George formår på fineste vis at give læseren adgang til Maddies indre liv. Vi ser hendes usikkerheder, frygt og sårbarheder, men også hendes styrke og mod til at tage livets udfordringer op. Det gør Maddie til en flerdimensionel og realistisk karakter, som man både kan spejle sig i og lære af. Maddie er både stærk og sårbar, en kombination, der sjældent skildres så nuanceret i lignede romaner. Her viser George, at livet sjældent er sort-hvidt, men snarere består af en række gråzoner, hvor man både kan være bange og modig på samme tid.

Maame tager også fat på de komplekse familiedynamikker, som mange kan genkende. George formår at skildre både kærligheden og frustrationerne, der præger relationerne i en familie, og hvordan de både kan give styrke, men også fastholde én i negative mønstre, som man må lære at bryde ud af. Det er en fortælling om at lære at sætte grænser og finde sin egen vej, selv når det betyder at skuffe dem, man elsker.

Et andet stærkt aspekt ved romanen er dens diskrete, men vigtige, behandling af temaer som race og kultur. Maddies ghanesiske baggrund og de udfordringer, hun møder i London som sort kvinde, er til stede i fortællingen, men det er ikke det overordnede omdrejningspunkt. I stedet bliver det en del af Maddies liv, som enhver anden erfaring, hvilket gør bogen både autentisk og relevant.

Med Maame leverer Jessica George en rørende, medrivende og tankevækkende roman, der balancerer mellem sårbarhed og selvsikkerhed. Hendes skrivestil er flydende og engagerende, og karaktererne føles levende og fuldt udviklede. George formår at skrive om både det nære og det universelle på en måde, der får læseren til at tænke over deres eget liv og de relationer, de selv navigerer i.

Maame er en utrolig stærk debutroman, som jeg varmt kan anbefale alle, der søger en roman, der skildrer det virkelige liv i al dets kompleksitet og skønhed, og som samtidig giver et værdifuldt indblik i, hvordan man navigerer mellem forskellige kulturer og forventninger.

Jessica George: Maame, oversat af Helena F. Brennum, Alpha forlag, 444 sider, marts 2024