”Hvorfor volder mildhed så meget større afmagt end mishandling?” Det er blot en af de mange sætninger i Claire Keegans novellesamling, som bidrager til eftertanke. For hvordan kan mildhed bidrage til, at man står afmægtig tilbage? Det er et spørgsmål, som præsten kæmper med i novellen ’Over de blå marker’. Han er blevet så rystet i sin grundvold grundet de forbudte følelser og det forbudte forhold, han havde til en kvinde, så han ender med at opsøge en kineser, som siges at kunne noget specielt og anderledes.

Novellesamlingen rummer 8 noveller, hvor Keegan igen tager os med til et Irland, som kæmper med sin fortid og forsøger at få fodfæste i en nutid og en fremtid. Igen bliver vi præsenteret for de helt nære udfordringer og eksistentielle kriser, som udspiller sig i menneskers liv.

I novellen ’Afskedsgaven’ lærer vi, hvordan livet har været i et hjem, hvor der har udspillet sig forfærdelige scener, som befolkningen og familien nok har haft kendskab til, men ikke har handlet på, hvor man bare har ladet stå til. ”Til tider kom de hjem på lang weekend. De havde gaver med og en optimisme, der hurtigt svandt. Man kunne se dem begynde at huske det hele, huske tilværelsen, se dem stivne, når deres fars skygge gled over gulvet. Når de tog af sted igen, følte de sig helbredt, utålmodige efter at komme væk igen.” Den yngste datter har nu truffet beslutning om at forlade sit hjem og forfølge en drøm om, at New York er stedet for livsudfoldelse, men det er ikke let at forlade det kendte, også selvom det ikke har været godt.

Claire Keegan skriver kort og præcist. Man mærker tydeligt stemningen i de forskellige situationer, man fornemmer, når der er mere på færde, end det som bliver fortalt. Nedenunder alle sætningerne ligger der et lag mere, som ofte byder på ubehagelige vilkår og hemmeligheder.

Titlen på novellesamlingen er rigtig godt valgt, for normalt når vi tænker på Irland, så er det disse grønne og våde marker, vi ser for vores indre blik, men her er de altså blå. Blå er melankoliens farve og ikke håbets farve, og melankolien, det dystre og det mørke, det trænger ud gennem siderne i takt med, at de læses.

Hvis man tør se fortvivlelse og tristesse i øjnene, så er det bare at gå ombord i Keegans flotte noveller, men man sidder ikke tilbage med det største smil på læberne efter endt læsning, da de er barske, rå og hårde i deres kynisme, fortvivlelse og længsel efter noget andet.

Claire Keegan, Over de blå marker, oversat af Signe Lyng, Gutkind, 2024, 168 Sider.